Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Mette E efter 25 April , 2011, 07:26
-
Puha, nu har jeg udskudt mine ene hanes slagtning i snart 4 mdr. Og jeg har sat mig for at det skal være senest inden påskeferien er slut.
Det bliver så min 2. slagtning, og jeg har det virkeligt ikke godt med det :'(
Selvom jeg ved han har haft et godt liv.
Bliver slagtning nr. 3, 10, 27 nemmere? eller vil det altid være sådan?
Erfaring søges? Da det måske kan hjælpe på humøret. Og jeg elsker jo at de får lov til at få kyllinger :-X
Hilsen Mette med mavekramper og kvalme ved tanken om at tage et liv.
-
Uh ja Mette, kan udemærket godt sætte mig ind i tanken, for har det selv på samme måde. Jeg glæder mig heller ikke til min første rigtige slagtning :-[
Da vi for flere år siden havde silker, måtte vi aflive en enkelt og det gik mildest talt ikke godt /d
Da vi skulle "bedøve" den med et slag slog vi åbenbart ikke hårt nok, så den sprællede videre og vi måtte slå den en gang til og jeg synes bare det var så synd for den.
Da vi bagefter stod med øksen, som min mand skulle svinge, synes jeg lige pludselig at en silke var MEGET lille for jeg skulle holde den for at han kunne ramme og var bare så bange for at manden skulle ramme mine fingre i stedet for.
Men det er desværre et nødvendigt onde at kunne gøre for at have høns i haven.
Sender dig et STORT *b et et *t til bagefter og tænker på dig hele dagen.
-
Tusind tak for det medfølende svar.
Livet er godt nok svært, når man når til aflivning.
-
Husk nu på at hønsene spræller i et lille stykke tid efter at de har mistet hovedet, og det er altså ikke fordi den har ondt ;)
Ja det bliver nemmere, men få gerne en til at vise dig ordentlig hvordan det gøres så er det nemmere for dig at gøre det rigtig. /o
-
Selvom man slagter en del, som tiden går, bliver det aldrig nogen fornøjelse at tage liv.Det er et nødvendigt onde når man har høns og laver kyllinger. Man må så se det positive i at dyrene har haft det betydeligt bedre end industridyrene der aldrig fik et liv.
Husk at når den først er slagtet er det bare kroppen der er tilbage, den lille søde hane er væk og den smager altså bare godt.
VH Gunni.
-
@ Mette
Hvis du bliver ved at pine dig selv med at have dårlig samvittighed hver gang, så bliver det nok aldrig bedre.
Tænk istedet på at dyrene har haft et godt liv, og at slagtningen er hurtig og human, modsat et samlebånds slagteri.
Desuden smager de jo godt.
Og når nu engang vi ikke er vegatarer, ja så må dyrene lade deres liv, desuden skal vi alle dø. /d
Dyrene tænker bare ikke på om det bliver i dag eller om 10 år.
Om det skal være en fornøjelse at slagte, tja det skal ihvertfald ikke være en pine. Det skal være en naturlig ting, som hører med til tanken om selvforsynethed og hønsehold.
Så "go for it" og tænk ikke så meget over det, andet end det er dejlig mad, som har levet et godt liv. /o
-
Jeg synes det er synd for dig at du har så svært ved at slagte. For mig har det fra min første kylling landede på matriklen 3. maj 2010 været vigtigt, at JEG var ansvarlig for dens ve og vel fra første til sidste dag.
Jeg vil heller ikke sige, at jeg ligefrem nyder at hugge hovedet af haner og høns, men jeg har det generelt ok med det. Jeg synes, det er en del af en proces og noget jeg har valgt, og derfor skal arbejdet også gøres færdigt.
Og så har jeg det rigtig godt med at de dyr, jeg selv har lavet, dem VED jeg bare jeg kan stå inde for på alle mulige måder helbreds- og trivsels- og velfærdsmæssigt. Det er da skønt, for fa'en! :)
Jeg aflivede 3 kyllinger undervejs. Ud af 10. Den ene var få dage, den næste var blevet læmlæstet af katten, men ikke slået ihjel og den sidste var angrebet af mareks. Det var møghamrende hårdt. Men samtidig en lille smule ligesom træning - forberedelse til den dag, der skulle slagtes RIGTIGT. Tag det gode i den ellers temmelig kedelige oplevelse med og brug det til at blive stærkere. Du kan godt.
Vi endte med en flok på 3 haner og 3 høner. Den ene hane var noget sølle, den havde overlevet mareks, men havde klart været angrebet. Den anden var "bare" den næstflotteste. Og så kan man jo godt tænke, at hey, den fejler jo ikke noget! Men når der kun skal være 1 hane, så må jeg sige, at det hjalp at fokusere på, at man hjalp til balance i hønsegården, og at man valgte den stærke og flotteste frem for de andre - sådan som naturen ville vælge, hvis man med god vilje skal drage sammenligning.
Jeg fangede den første hane og holdt den mens min mand huggede. Min datter på 3 stod i baggrunden og så på. Jeg holdt den fast til den ikke sprællede mere, og det kræver MANGE kræfter. Herefter fangede vi den anden hane i fællesskab. Min mand kunne ikke lide at røre den, så han satte bare fodparader og overlod det store arbejde til mig - men det ER også MINE høns. Vi slagtede på samme måde. I fællesskab. Og han ordnede den første hane mens jeg så på, og bagefter byttede vi roller, så jeg havde en guide og en opmuntrende sjæl, når det blev lige lovlig grænseoverskridende. En kæmpe hjælp!
En sommerdag hentede jeg æg i en parcelhusbaghave i nærheden. Hønsemutter spurgte, om jeg ikke bare ville have hønsene :o De skulle på ferie og skulle af med dem. De tog afsted fredag og vi skulle til bryllup, så jeg kunne først hente dem søndag morgen, hvilket jeg lovede. Uden at overveje, at min mand ikke var hjemme netop den morgen. Så dér stod jeg alene med 35 høns og en økse.
Jeg synes faktisk at det var forbavsende let. Omkring den 5., gik hjernen lidt på autopilot. Men jeg havde heller ikke et forhold til de her høns. Til gengæld havde jeg i mellemtiden fået en flok blandede lagt til mine egne, og derfra slagtede jeg også 2-3 stykker. så da manden kom hjem hang der hovedløse høner og haner på en snor på gårdspladsen (så hunde og katte ikke tog dem mens jeg ordnede fra en ende af).
Nu skal vi snart slagte igen. Jeg har udvalgt 3 høner, der med sikkerhed ryger. Men så er der stadig 4 tilbage. Så jeg siger ikke, at det ikke er svært, men smøg landmandsærmerne op og tag de store gummistøvler på - og forkæl så dig selv for godt arbejde udført bagefter.
Held og lykke !
-
Mette. Jeg kan se du bor på Fyn. Skal du have hjælp til den første gang, så skriv lige.
-
Mette. Det bliver bedre.
Jeg havde det nøjagtig som dig i starten. Jeg kunne slet ikke holde det ud. Og jeg gik helt itu første gang jeg måtte aflive en høne. Jeg fik ondt i maven bagefter og måtte også lige tude. Den var syg og led, og der var ingen i nærheden der kunne hjælpe.
Kors hvor jeg havde det skidt.
Jeg syntes da stadig ikke det er særlig hyggeligt at slagte den dag idag.. men jeg kan gøre det. Den anden dag klækkede der en syg kylling.. Jeg var igen den eneste som var her, og jeg aflivede den! En lille nyudklækket sød pusse nusse kylling.. Jeg var ked af den havde det dårligt. Men jeg var stolt af mig selv over, at den ikke skulle vente på at min mand fik fri! Og den fik hurtigt fred.. <F
Det bliver nemmere..
-
Jeg synes også det er svært at aflive og slagte. Jeg kan stadig ikke selv spise de slagtede dyr samme dag som de er slagtet :o. Men når de har ligget i fryseren et stykke tid, så kan jeg godt ::). Jeg kommer aldrig til at synes om det, men jeg glæder mig over, at der så bliver plads til de kyllinger som jeg også gerne vil have ;)
Det bliver nemmere med tiden :)
-
Det er ikke sjovt :( men jeg lovede mig selv da jeg i sin tid fik høns, at var der en som led så skulle jeg aflive den.
Nogen gange har jeg ladet en gå i håbet om at den ville komme sig, hvor den så alligevel er død. Det har jeg det rigtigt skidt med bagefter.
Så hellere fatte øksen, mande sig op og så gå til den. Selvom det er hårdt.
Jeg sad og kiggede på mine kyllinger her til morgen. Nogen af dem er blandingskyllinger og de ligner haner. Dem er der kun en vej for, for jeg vil heller ikke forære store flotte haner væk, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, bare for at en anden kan slagte dem og få fornøjelsen af dem. De koster jo en del at fodre op.
Så selvom det er hårdt når man ser de pussernusser små kyllinger trille rundt, så må vi altså gøre det :'(
Og sådan en hane, den smager jo fantastisk. Og min kæreste er stolt som en pave over at "vi" ;) selv har lavet hanen
-
Vi slagter om aftenen, jeg henter h*nen i huset og bærer den hen til huggeblokken, mens jeg "messer" "du har haft et godt liv, du har haft et godt liv..."
Søren klarer det med øksen, jeg plukker og "ta'r ud". Jeg synes ikke, det er "fedt" at slagte, men et eller andet sted er det dobbeltmoralsk, hvis man ikke kan slagte og spise de dyr, som man kan have god samvittighed over snarere end at købe en nydeligt indpakket h*ne i supermarkedet, for der ved man med garanti at den har haft et kort og usselt liv lige meget, hvad der så står på pakken af smukke glansbilledord.
Det er få gange, jeg har været nødt til at aflive et sygt dyr, men når jeg skal, kan jeg også.
For mit vedkommende er det knap så hårdt nu, som det var de første gange.
-
Såsnart den er aflivet har jeg ikke længere problemer med at flå/plukke.
Selvom jeg skal taqge mig sammen.
Det er selve aflivningen, men I har jo alle ret. Den ved jo ikke hvornår dens tid kommer, og det er bare at jeg tager mig sammen og får det gjort. Det er bare så svært.
Henriette er en engel, hun har tilbudt sin hjælp /o
Tak
-
Jeg har heller ikke et problem med at plukke og tage ud, det er selve hovedafbrydningen, der er hårdt :(
-
Mange tusind tak til Henriette.
Så fik vi kylling i gryden i aftes.
Det gav dog en dags mavepine, men lettelsen var stor da det var overstået.
Mette E
-
Mette var bare superdygtig til at flå hanen, da hovedet først var røget af. ;) Og det var en flot hane, men jeg havde slet ingen problemer med at ordne kræet efter at han havde nappet mig i fingerene 3 gange! Han syntes det var nogle vældigt fine fingerringe jeg havde på, men hans sigte med næbbet var ikke så godt. AVS! ;)