Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Berit H. efter 11 December , 2010, 08:55
-
jeg har hele mit liv haft en voldsom fobi mod alt med fjer..... og gik i gang med et eksperimet i april : http://fjerkrae.dk/prod/index.php?topic=8899.msg86774#msg86774
og siden er flokken udvidet til 13 stk silker.... jeg kan selv fange og håndterer - gyser stadigt når de basker for meget - men GØR DET !!
Nu har jeg været gennem en nat hvor jeg har vendt og drejet mig... kikket på uret utallige gange.... og nu er det nu
Jeg skal på LU sammen med min store dreng....... aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig det, for bare 1 år siden.
Jeg skal ned og hente 2 små silkehaner til min høns ....
Jeg ned og se en masse smukke høns
og jeg skal ned og se nogle af jer fra DFF og I bære en del af succesen.... for mange spørgsmål har jeg stillet og altid har jeg fået gode og brugbare svar
I er simpelthen en flok super dejlige mennesker at mødes med her på nettet
SÅ en stor stor tak skal der lyde til jer, for jeres hjælp
og NU skal jeg afsted om time
Juhhuuuuuuu der er næsten jul 2 gange i december for mig
tak fra en super glad Silkemor
-
Berit, hvor er det bare en superdejlig historie du fortæller. Hvor skønt at du har kunnet arbejde med din fobi, og tilmed blevet glad for fjerede væsner. Supergodt gået /o. (Høns ER bare balsam for sjælen ;)).
Rigtig god fornøjelse med LU. Jeg håber du får en rigtig god dag sammen med alle de skønne mennekser fra DFF :D.
-
Du er kommet rigtig langt, jeg kan stadig ikke tage mine høns op, men håber.
Rigtig god tur og jeg er sikker på det bliver en dejlig oplevelse på LU
-
Julie - min største spring var også at skulle tage op.... et var at ae - når de spiste guf fra hånden - et andet var at skulle ta' om dyret og flytte det....
Men jeg stod en dag og skulle flytte mine to skrukhøns fra et intermistisk skrukkebur - over i en bedre bolig - og jeg gik og ventede på min mand skulle komme hjem og flytte dem for mig... og så hørte jeg kyllingepip fra buret... ægget var ikke klækket - men tæt på
Der gik nok lidt panik i mig - at nu SKULLE de skisme flyttes - om jeg så selv skulle gøre det !!!!
Så jeg tog handsker på og sikrede mig at fjerene IKKE kunne komme på min hud ved håndledene - jeg overbeviste mig selv om at hvis jeg bare holdt dem ud i strakt arm - så kunne de ikke baske mig i hovedet.... og så talte jeg til 1-2-3.... ca 15 gange... og hver gang svigtede modet mig - stod bare dumt og gloede ned på hønen , der gloede dumt¨på mig ;)
Gik en tur rundt i haven mens jeg næsten kunne høre B.S. sige "Du kan godt - du kan godt.... hvad kan der ske ?
talte endnu engang til 1-2-3... gik ind og var så overbevist i min hjerne om, at nu skulle det saft susme være... at den lille kylling skulle komme ud i verden i ordentlige forhold
og så gjorde jeg det.... fandt dog ud af at det var meget meget nemmere at putte hønen ind mod min mave.... fik hende puttet på den nye rede... afsted efter æggene og under hende...
Du aner simpelthen ikke hvor stolt jeg var.... jeg tror min lykkefølelse var 10 x dem der har nappet en bungy jump på 132 meter i NZ
Heldigvis var mit adrenalin så højt... at jeg skyndte mig at flytte høne 2.... og godt nok... for hun var en værre madamme der både skulle baske og skrige som jeg var ved at hive hovedet af hende + hun afleverede alt hun havde i tarmen ned af mig - ud over mig.....jeg var så tæt på smide hende... men angsten for at skulle fange hende igen - var større... så ind i den nye bolig...
Uheldigvis var hun så sur på mig - så hun lavede angreb da jeg komm med æggene til hende... hold da op hvor var jeg bange.... men jeg gjorde det....
Jeg skal stadigt lige trække vejret inden jeg ta'r om dem.... men har nok lært det lidt, ved at en af mine kyllinger der nu er ½ år - er helt tam - og ham har jeg hele tiden måtte ta' op... så fornemmelsen af fjer mellem fingrene er ikke slem længere.
fødderne skal jeg bare lade være med at kikke for meget på - og da jeg skulle behandle mod kalkben - havde jeg hjælp... kan ikke selv jonglerer med dem endnu...
Men en total høj følelse at være nået så langt.... så bare kæmp vidre... det kan altså lykkes at overvinde et livslangt ( 50 år) fobi....
-
Du er kommet så langt Berit ;D
Jeg glæder mig til at se billeder af de små hanser i deres nye omgivelser. Og så ku røde hans godt trænge til at få klippet kløer lagde jeg mærke til da han kom ud af kassen ;) så kan du også prøve det ;)
/o /o
-
Skønt at du kunne overvinde din skræk for fjerkræ.
Jeg kender godt det med at modet svigter.
Jeg har haft dyr siden sidst i tredserne og har slagtet mange høns og ænder uden problemmer.
Men da jeg for nogle år siden startede Chincila farm op og de første 3 hanner skulle aflives og pelses, dregede jeg den konklution 3 gange at de nok ikke var helt pelsmodne endnu. Så der gik næsten et år før jeg pelsede de første og det var ikke med velbehag jeg aflivede de første.
Ikke fordi jeg kunne se noget galt heri. Problemet var nok mere at de er søde og skal pelses på det tidspunkt hvor de er aller pænest.
Hvis de var tjavsede og urene i pelsen ville det måske nok have gået bedre med modet til at aflive dem.
Jeg ser i øvrigt ingen problemmer i at de aflives for pelses skyld. Det der for mig er primært er at de har haft et godt liv og aflives hurtig og efiktiv. Når man aldrig har prøvet det før er man bange for at det ikke lykkes og dyret lider.
Jeg glemmer aldrig første gang jeg aflivede en kanin der havde brok.
Jeg tog en lægt og gav det et præsist og hårdt slag bag ørene og den var slap med det samme. Ganske kort tid efter begyndte den at sprælle ret kraftig og paniken greb mig og jeg nærmest smadrede hovedet på den. På trods af dette fortsatte den med at sprælle og det slog mig at det var nerverne der stadig var aktive og den var død.
Efterfølgende har jeg slagtet mange kaniner og hver gang har de sprællet lidt efter at de er aflivet.
Så du er ikke den enste der har haft problemmer.
Det bedste er nok når man er tvunget til det og der ikke er hjælp at hente, så finder man ud af at det ikke er så farlig enda.
Held og lykke med dit fremtdige fjerkræhold og en skøn hobby.
-
Tak fordi du gir mig håb Berit, jeg jager mine skrukker ud af reden (har ingen hane) med en børne løvrive og er ved at dø af skræk. Håber det kommer, kan godt håndfodre og ae , bare de ikke basker, så tror jeg, at jeg er døden nær. Men hver dag er en sejr, jeg knus elsker de høns.
Før jeg fik høns, turde jeg ikke engang at gå ind i en hønsegård.
Håber jeg blir lige så sej som dig, jeg vil stortude af glæde, den dag jeg løfter en høne.
Håber BS.. vil tale til mig en dag ;)
-
Hvordan var det så at være på LU - at være i samme hal som 4.000 høns ??
-
lige lidt opsamling....
Johanne - du er en ond ond kvinde.....at få mig til at klippe kløer.... der er min grænse så lige nu... det kan jeg simpelthen ikke helt... kan han måske vente til han skal flyttes hjem... ?
Bjarne - jeg tror du har meget ret i pointen at man skal presse ud i det - jeg stod for en del år siden med en lille nyfødt perserkilling - der havde hul ved navlen - den skulle aflives - men jeg kunne ikke vække hverken min mand eller søn ( som ville have kunnet gøre det - med ubehag) - jeg ville trods alt ikke ringe efter en dyrlæge klokken kvalme om natten, for at aflive en nyfødt killing - men at skulle gøre det, det var så grænseoverskridende for mig.... jeg sad faktisk med den i en time, udtænkte alle mulige og umulige planer, mens jeg bare håbede at den ville dø, sådan BUM.... men nej, det endte med min bedste uldsok - killingen ned i den, derefter i en plastikpose - så travede jeg rundt på fliserne mens jeg gang på gang talte til 3..... endlig kom DET over mig - at jeg var dybt urimelig overfor den lille killing - at jeg var en værre tøsedreng...etc... og knald så fik den sin første og sidste flyvetur - og dernæst en mere - og en mere... som dig med din kanin..... jeg bandt en knude for posen - puttede den i endnu en pose ( ja grin bare - for at den kunne blive kvalt hvis den stadigt var i live ???) og mærkede så på posen - der bare var helt i smadder..... og så tudbrølede jeg.... Dagen efter, var jeg faktisk glad for at jeg TOG MIG SAMMEN - ved nu at jeg kan hvis det virkelig brænder på...
Jeg er selv vokset op på en minkfarm - og har det som dig med pelsdyr ;)
Julie - jeg brugte også børneløvriven i starten - den giver ligesom en vis afstand..... men jeg tror jeg idag har en fornemmelse af at jeg har bedre styr over hønen ved at kunne røre ved den.... startede med min mands store arbejdshandsker - gik over til mine havehandsker med gummi indvendigt - derefter mine ridehandsker der er tynde - og idag kan jeg uden handsker.
Mine silker har ikke de store fjer - og det er nok dem der kan få det til at gyse i mig - + silkerne jo ikke flyver og basker rundt.... det gør i hvertfald en forskel for mig - jeg har da et par små silker du gerne må få til at øve dig på /o
ALTSÅ - I garvede hønsefolk må virkelig sidde og grine smørret.... men det er virkelig en proces det her....
Willy - Da jeg kom ind på LU - stod jeg faktisk lige stillle lidt... og kikkede, så var jeg på vej hen mod den første række - og helt ærligt, så kom tårene... Jeg var simpelthen så glad og overvældet - tænk mig på en udstilling med ene FJER.... det var så stort så det er næsten ubeskriveligt....
Jeg må indrømme at der var et par af de helt store haner, specielt dem med lange ben - dem gik jeg temmelig hurtigt forbi .. Men det var en fantastisk dag for mig
og den gav blod på tanden.... fik faktisk en aftale med Elo der kommer og kikker mine dyr, så jeg kan få lidt styr på hvad jeg har.... og mangler for at komme vidre
og som udstiller af katte gennem 20 år - og hund gennem 3.... tjaaa hvem ved, måske kommer jeg en dag med mine små silker - for det er helt klart der min hjerte er....
1000 tak til jer alle for jeres tilbagemeldinger.... også på LU.. det var så dejligt - og styrker..
tak fra Silkemor
-
Årh Berit har du stadig perserkatte? Sig til næste gang du har killinger så kommer jeg og dikker og tager saksen med *p.
Jeg havde jorden dejligste perserkat, Trunte som var sort hvid bicolor.
Han kan sagtens vente den lille silkefilur, jeg plejer aldrig at klippe hønsenes tæer men lige netop hans, havde jeg haft en saks på mig havde jeg lige nappet det yderste :).
Men det havde jeg ikke og han klarer sig nok.
-
Jeg har aldrig haft en så udtalt fobi for noget, og dog. Jeg har været møg bange for tordenvejr. Det blev værre og værre jo ældre jeg blev. Pga. min depression og angst kom jeg i kontakt med en psykolog der driver en angstklinik og det hjalp utrolig. Nu kan jeg sove fra tordenvejr, undtagen hvis helved bryder løs lige over huset og sammensnørringen i halsen når jeg ser lyn forsvinder nok aldrig. Men det er klart blevet bedre.
Nå, det jeg vil sige Berit er, at jeg synes du har klaret denne proces så utrolig flot og jeg tror ikke der er mange af de garvede hønseejere, inkl. mig selv, der sidder og griner smøret af dig og tænker hvor er hun hysterisk. Jeg synes du klarer det så flot, og jeg kan godt forstå du er bragende stolt af dig selv. Rigtig flot /o
-
Jeg har social fobi- i mildere grad heldigvis. Og så er jeg ikke så glad for små gnavere.
-
Og jeg har det med edderkopper ... *s :o
-
Rudekuverter - - -
med venlig hilsen - Bent Skaarup Pedersen
(godt gået !)
-
Rudekuverter kan kureres med BS ;)
Og det er godt klaret at møde og overvinde sine fobier.
-
Til alle der skriver om hvad de ikke kan lide og er bange for.
Der er milevid forskel på at være bange for edderkopper og så at have en fobi.
Det er ligesom når jeg fortæller nogen, at jeg lider af angstanfald, så spørger de hvad jeg er bange for eller også fortæller de om noget de er bange eller nervøse over.
Det kan IKKE sammenlignes.......
Derfor "Hatten af for Berit" <M
-
Lisbet jeg tror de fleste af os er klar over forskellen på at være bange for noget og for at have en fobi :) men smilet kan nu engang tit være den korteste vej mellem to mennesker :).
-
At have angst er faktisk mere vanlig end man tror men og erkende selv at man har det så har man gjort meget for sig selv i forhold til at leve med det.
Jeg læste en pjece engang der beskriver det så godt,
Du står på en jernbaneskinne og der kommer et tog, hele kroppen gør sig klar til flugt, blodtrykket falder og musklene spændes
Det er det samme der sker når du får et angst anfald, forkellen er bare at DER KOMMER IKKE NOGET TOG!
Blodtrykket falder og du får en prikkende fornemmelse i munden og hovedet, du får følelsen af ikke at få ilt så du hyperventilerer, men siden hjernen ikke har ilt mangel bliver du svimmel, du får følelsen af at skulde kaste op, fordi angsten sidder i maven, du ryster fordi musklene er klare til å løpe, men du gør det ikke...
Og disse følelserne er ikke gode når man står i en butikkø eller er et sted hvor man bare ikke kan komme væk fra, det forstærker ofte angstanfaldet.
Så til jer som har det lær at kende på følelsen, og tænk på at rent faktisk ikke kaster op eller besvimer . Lær at leve med det og ikke la begrænsningene ta overhånd fordi man lider af angst :)
Det kan leves med :)
Stå på!!
-
En utrolig god beskrivelse Yngvild.
Jeg vil så sige, at for mit vedkommende kan jeg ikke leve med angst. Så kommer der en dag hvor alle medicinske muligheder er udtømt, så er jeg nok ikke mere.
Nå, slut fra mig. Nu blev det vist for alvorligt.
Når man får angstanfald er man sådan set handlingslammet, selvom kroppen reagerer med at være klar til flugt.
Ens hjerne kan reagere underligt når man ikke har det godt psykisk.
-
Lisbet jeg tror de fleste af os er klar over forskellen på at være bange for noget og for at have en fobi :) men smilet kan nu engang tit være den korteste vej mellem to mennesker :).
Enig i at smilet kan være den korteste vej mellem mennesker og også sundere end den sure mine, men har jeg det dårligt psykisk, skal der dælendylme meget til før jeg kan smile.
-
Enig i at smilet kan være den korteste vej mellem mennesker og også sundere end den sure mine, men har jeg det dårligt psykisk, skal der dælendylme meget til før jeg kan smile.
Jeg har det omvendt, jeg har en meget hård indre kamp, men der er ingen der kan se...og hellere ingen der derfor kan forstå det, du er jo altid i så godt humør...ja det er jeg, men jeg har og en utrolig selvkontroll og tak for det!
Men forstår godt de der har det svært med det, og lisbeth medicinvidenskaben bliver bare bedre og bedre, så du skal nok altid finne noget der hjælper dig :)
-
ALTSÅ - I garvede hønsefolk må virkelig sidde og grine smørret.... men det er virkelig en proces det her....
Altså Berit, jeg tror ikke der er en eneste her der griner af dig! Tværtimod tror jeg at det for langt langt de fleste af os har været en større eller mindre overvindelse at skulle håndtere høns. Nogle kommer nemmere over det end andre og du er da bare super godt på vej /o /o /o
Tillykke med det!
-
Tak for tilbudet om silker Berit, men jeg syntes ikke lige jeg udvider nu hvor det er så koldt.
Tror jeg vil prøve med handsker, jeg har ikke angsten for fjer.. men uha det er bare det at skulle holde en høne. Vil øve mig.