pekinese-rooks
Dansk Fjerkræ Forum
Menu Slagtning / Slagtning

Dansk Fjerkræ Forum
Leksikon

Søg i leksikon

edit SideBar

Slagtning af fjerkræ

Slagtningen starter med udvælgelsen af dyr. Dette ud fra alder, køn (for stort antal haner) eller atypisk adfærd - et dyr der skranter, en høne der er særlig agressiv overfor kyllingerne, dyr der hakker unødigt på andre eller en høne som er alt for frygtsom. En hane som går til angreb på mennesker eller som ikke leder sin flok, skal man aldrig acceptere.

Det er passende at slagte en høne når den er 2 -3 år gammel og en hane når den er 3 år, hvis man ser på deres evne til at reprodusere sig. Dyr over 3 år er for seje som spise. Hanekyllinger slagtes inden vinteren. Det er en god ide, at slagte inden fældningssæssonen, idet det kan være spært at plukke en høne fyldt med fjerstubbe.

Når man slagter får man et glimrende indtryk af foderstand; om hønen er udmagret eller driver af fedt.

Inden man slagter skal man have alt parat. En stor gryde med ca. 70 grader varmt vand, en grydeske til at dyppe hønsene ned i vandet med, et bord dækket af aviser eller plastic, et godt skærebrædt og gode skarpe knive. En stor skraldespand. En papkasse med en plasticpose i, naturligvis en god økse og evt. en huggeblok. Nogle bruger også et mindre boldtræ eller stoleben til 'bedøvelse' af dyret.

Lad være med at lukke hønsene ud i hønsegården til alt er overstået, men gå ind og vælg de udvalgte dyr én efter én. Det kan være en god idé, at mærke de dyr der skal slagtes dagen før med en plasticstrip. Så er man fri for at stå og komme i tvivl, mens man leder efter de rigtigt dyr på pinden og evt. komme til at tage en forkert! Det er jo ikke nogen rar situation, så det er godt at gøre processen så nem så mulig.

Når det enkelte individ er udvalgt tager man forsigtigt dyrets vinger ned omkring fødderne og holder godt fast. Når man har et godt greb, med den ene hånd, kan man enten slå dyret hårdt i nakken med et stykke træ, eller slå hovedet ind i en kant evt på et hårdt bord, hjørnet af hønsehuset el. lign. det sidste er lidt lettere end at ramme den præsist i nakke med træet. Når dyret har fået slaget, strækker det automatisk halsen, og mens man stadig holder godt ved, lægges dyret ned på huggeblokken og hovedet hakkes af med en skarp økse. Nu holdes dyret ned i papkassen med plasticposen, indtil al blodet er løbet af den og den er holdt op med at sprælle - husk det er kun nerver, dyret er dødt!
Det værste er nu overstået!

Dyret løftes over i gryden med det meget varme vand. De 70 grader gør at fjerene løsner sig tilpas til at de kan rykkes af. Hvis vandet er for varmt, skoldes dyret således at skindet ryger af ved plukning. Er vandet for koldt er fjerene besværlige at få af.
Efter få minutter i vandet, lægges dyret op på bordet, hvor det plukkes for alle fjer og dun. Det kan nogen gange være et rigtig pillearbejde.
Efterfølgende skæres fødderne af i knæleddet ved at føre kniven hele vejen rundt og til sidst skære gennem brusk og led.
Slutteligt skæres hovedet af, dyret skylles grundigt, tørres, lægges på et rent spækkebrædt og fjer, ben m.m. foldes ind i avisen og kommes i skraldesspanden. Skyl hændene godt og tør dem af, inden du begynder at 'tage hønen ud'.

Det er meget vigtigt at man har for øje IKKE at ramme tarmen når man skærer i dyret, idet tarmindholdet er meget bakteriefyldt og kan forurene kødet særdeles meget.
Når dyret ligger på ryggen, skæres halsskindet op (flækkes) lige fra kravebenet og til det manglende hovedet. Derefter stikkes kniven ind i kroppen langs halsen og tarme/luftrør/spiserør løsnes rundt langs halsen (ét snit halsen rundt).
Dyret vendes om - stadig på ryggen - og der skæres et snit på ca. 5 - 6 cm. i skindet hen over maven, lige over gumpen. Man fører nu sin hånd ind langs indersiden af brystet op til halsen, hvor fingrene krummes en smule og hånden trækker forsigtigt nedad, mens indvolde, lunger, hjerte m.m. følger med ud. Dette kræver lidt øvelse.
Tarme og indvolde skæres fri ved gumpen og smides straks i skraldespanden.

Hvis der alligevel går hul på tarm eller galdeblære skal dyret skylles ekstra godt og gennemsteges rigeligt.
Bliv ikke overrasket, hvis du finder et fint varmt æg og forskellige størrelser forstadier til æg i hønen.
Spise- og luftrør hives op og ud gennem halsåbningen. Se dyret efter indvendigt og krads evt. blod- eller lungerester ud. Dyret skylles derefter grundigt og tørres.

Det kan være en god ide at få en erfaren fjerkræslagter til at vise det første gang.
Husk at tjekke dit foder om det indeholder medicin af nogen art. Gør det det, så giv rene korn i ugen op til slagtning.