Hjem > Medlemmernes egne albums > ceteris paribus

Ingeborg

Ingeborg var min høne og hun var en helt fantastisk høne.

Jeg fandt hende midt i byen hvor hun løb omkring på en stor trafikeret vej. Ingen ville kendes ved hende og da en kat begyndte at jage rundt med hende måtte jeg tage sagen i egen hånd og fange Ingeborg. Efter en længere jagt (af både katten og hønen)fik jeg fat i Ingeborg og hun kom op i min cykelkurv og kom så med hjem.

Hjemme blev hun sat ud i haven og faldt meget hurtigt til. I starten var hun meget bange for mennesker men det ændrede sig ret hurtigt. Hun fik tillid til os og blev meget kontaktsøgende.
Hun fulgte med os rundt i haven og efter en måneds tid var det ikke nok for hende at være ude i have mere. Hun VILLE med ind – og sådan blev det. I starten måtte hun i intensiv renlighedstræning men det gik overraskende let. Hun blev hurtigt helt renlig (gik ud eller gjorde på en avis). Samtidig begyndte vi at træne andre ting med hende – hun lærte at komme når jeg kaldte, at snurre rundt når jeg sagde ”danse” og at springe højt op i luften. Jeg trænede hende med target sticks og klikker og hun var enormt godt til det.

Hun sov hver aften på vores klaver inde i stuen. Om dagen var hun for det meste ude at hygge sig i haven (hvis ikke vejret var for dårligt for så ville hun hellere være inde). Og om aftenen sad hun i sofaen og så tv sammen med os. Hun ELSKEDE vaniljekranse og andet guf og hun var bedste venner med vores hunde. Hun var med en overalt hvor man var både inde og ude – selv når jeg luftede hunden kunne hun gå med på mindre turer.

Men ja Ingeborg var jo alene og vi tænkte at det nok var bedre at hun fik nogle hønsevenner. Derfor tog vi hende med over i en børnehave som have en hel flok høns som var helt magen til hende. Vi forklarede dem at Ingeborg var en meget speciel høne så vi var usikre på om det ville gå. Derfor lovede de at kontakte os hvis Ingeborg ikke faldt til. De fik hende og vi hørte ikke noget. Efter en måneds tid mødte vi en af pædagogerne i byen og spurgte dem hvordan det gik med Ingeborg. Vi fik af vide at det gik fint.
Efter 3 måneder ville jeg over og besøge Ingeborg da jeg tænkte meget på hvordan det mon gik med hende. Jeg gik over og spurgte hende som stod for hønsene om jeg ikke måtte besøge Ingeborg. Hun pegede hønseklokken og sagde at der gik Ingeborg. Men det gjorde hun bare ikke. Da jeg sagde det blev hun lidt stille og sagde at Ingeborg var en gammel høne og derfor faktisk skulle have hugget hovedet af samme eftermiddag. Jeg blev meget overrasket og sagde at jeg ville se hende. Pædagogen prøvede at undgå det men jeg VILLE se Ingeborg. Og nu krøb pædagogen til bekendelse og sagde at Ingeborg var blevet hakket af de andre høns og ikke var sammen med dem. Hun havde i de 4 måneder hun var der ovre slet ikke været ude at hønsehuset. Hun havde bare siddet i bunden i et hjørne da de andre høns ikke ville lade hende komme op på en pind eller over til madden. Desuden var Ingeborg meget bange for de andre høns og mennesker.
Jeg skyldte mig ind i hønsehuset. Og der ovre i hjørnet længst væk sad en lille bitte forpjusket høne med hovedet ind mod væggen og trykket helt sammen. Pædagogen sagde nogle lyde men hønen reagerede slet ikke. Så kaldte jeg på hende og med det samme løftede Ingeborg hovedet og så på mig og løb over til lågen til mig. Jeg kunne næsten ikke tro det var Ingeborg. Fra at hun var en flot stor høne med skinnende levende øjne var hun en lille bitte forpjusket, mat høne med matte øjne, en blev kam og et hoved der hang ned. Pædagogen fortalte mig hun heller ikke lade æg mere (hvilket hun ellers altid gjorde).

Jeg var dybt chokeret og kunne næste ikke kende Ingeborg igen. Jeg sagde at jeg ville have Ingeborg med mig hjem igen, men det afviste pædagogen. Men det det hverken kunne jeg ville jeg selvfølgelig acceptere. Jeg åbnede lågen og tog Ingeborg op – og gik så hjem med Ingeborg.

Allerede at jeg kom hjem i have med hende begyndte hun at skrabe i jorden, sige glade kluk kluk lyde, støvbade og følge med mig rundt i have – præcist som om hun slet ikke have været væk. Hun hoppede op af trappen og ind hvor hun fik alt den mad hun kunne spise. Og ja bortset fra at Ingeborg så MEGET anderledes ud end hun gjorde før og var meget svag var alt som det gamle. Og efter bare en måned var hun flot igen. Hun blev rigtig fin og rund igen og begyndte også at lægge æg igen.

Herefter levede Ingeborg mange år hos os og have det rigtig godt. Hun sov inde på klaveret, tiggede mad ved bordet, gik tur med os og hundene og brugte dagene på at hygge sig i vores store have. Det hele endte dog en vinterdag. Jeg kom hjem og for første gang i mange år var der ingen Ingeborg som løb mig i møde. Jeg kaldte men der kom ingen Ingeborg. Jeg ledte og lede men fandt ingen. Jeg gik ud til hendes hønsehus (som vi havde bygget til hende så hun kunne gå ind om dagen hvis det regnede). Da jeg åbnede døren så jeg Ingeborg ligge død. Hun var blevet bidt ihjel at en mår. Sådan endte det desværre for vores helt fantastiske høne Ingeborg som vi havde så utrolige mange fantastiske oplevelser med.

På billederne kan i se Ingeborg og der er også nogle billeder som viser hvordan hun så ud da hun kom hjem fra opholdet i børnehaven