Jeg har aldrig før oplevet at en kylling lå kold, våd og skindød foran skrukken, men det skete jo så for godt en uge siden. Den kylling har det godt og jeg aner ikke hvilken af dem det var, de strutter alle otte af vitalitet og sundhed.
Så i dag var det 21. dagen for næste kuld: 11 æg under en gråstribet dværg maran. I går aftes, da jeg puttede, kunne jeg høre at noget var i gære, så jeg tjekkede lige, og fandt fire æg, der var språet og resten pippede og bankede lystigt.
Jeg tog redekassen og satte den ind til den anden skruk, det har hele tiden været min plan. Her til morgen ville jeg lige over at se, hvordan det gik, så kl 5.45 stod jeg i hønsehuset, alt så fint ud, Sofia, var hoppet af reden med sine otte, og den gråstribede lå og klukkede i sin kasse, og minsandten om ikke en lille kylling tittede frem under hende.....troede jeg. Da jeg bøjede mig ned for at samle kyllingen op og hilse på den for første gang, var det historien om igen: kyllingen var våd, kold og lå med halvåbent næb og lukkede øjne. Hmmm, det ku' bare ikke passe, ikke én gang til, mange tanker for igennem mit hoved. Jeg kunne vel redde den, lige som sidste gang? Nej, det var nok urealistisk, at det kunne gå godt to gange.
Anyway, jeg tog den med ind og fik gang i hårtørreren - igen, og jeg varmede og varmede det lille nor. Jeg havde den i hånden og lod den varme luft blæse fra side til side, så jeg ikke brændte kyllingen, det ville jeg jo kunne mærke på min hånd. Denne gang tog det rigtig lang tid, mindst et kvarter, hvor der kom nogle svage livstegn efter de første minutter. Kyllingen var helt klart MEGET mere afkræftet end den forrige, men det endte faktisk med at jeg satte en dinglende, men pippende kylling tilbage under skrukken, og så vidt jeg kan se klarer den skærerne!!!
Nu får jeg jo først rigtig set det i morgen, når skrukken går lidt rundt med dem, men jeg tror faktisk på den.
Det var et svineheld, at jeg gik over i hønsehuset så tidligt, normalt lukker jeg dem først ud mellem 7.30 og 8.00, og jeg tror simpelthen, det var et spørgsmål om få minutter, inden kyllingen havde været hinsides hjælp.
Det er underligt at det skete to gange i træk for to forskellige skrukker. Hende her er ny mor, det er hendes første kuld, og hun har bare ligget SÅ fint, hvilket også ses af at kyllingerne begynder at klække på 20. dagen, hun ser også ud til at klare pasningen af kyllingerne til UG.
Sofia, den anden skruk har haft tre kuld før, og er også en dygtig skruk og kyllingefører.
Men hvis kyllinger kommer ud fra skrukken og ikke lige formår at tumle sig tilbage lige efter klækningen, hvor de unægteligt er noget vakkelvorne og tummelumske, ja, så er det bare ærgerligt, for skrukken kan åbenbart ikke hjælpe dem ud over at "løfte op i skørterne"
Jeg er bare så glad for at den lille ser ud til at klare sig - man er vel en hønemor
