Tak for jeres venlige ord og trøst, selvom det bare er to små "dumme" vagtelkyllinger, er jeg alligevel rigtig ærgerlig og trist over det, især fordi jeg var begyndt at tro på at det kunne lykkes.
Hvorfor den ene pludselig fik dårlig mave, er jo ikke til at vide nu, og hvorfor den sidste døde, tja... De er jo begge begravet, så denne gang kan de ikke obduceres.
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg har gjort forkert, men må håbe på bedre held næste gang.
I drivhuset går livet videre, Ariel og Bob har ligget og nusset sammen, han har fundet lækkerbidder til hende og også trådt hende; de spiser begge af min hånd, jeg behøver ikke engang at fedte med noget særligt, de spiste ganske almindeligt mad af hånden. De er helt tydeligt tilbage til, hvor vi var, inden vi fik kyllingerne, så nu er de igen fuldstændig trygge overfor mig. Nu må jeg bare arbejde på at få dem fuldstændig trygge, for det vil under alle omstændigheder betyde mindre stress hos dem, når næste kuld kyllinger kommer.
Det ser bestemt ikke ud til at bobwhitevagtler har brug for krisepsykolog.