En lille update:
Første kylling klækkede mandag og der klækkede en mere tirsdag
, så besluttede Ariel, at der var ruget nok og gik af reden, heldigvis var jeg hjemme og tog de resterende æg, det ene var endda perforeret hele vejen rundt af en pippende kylling, og bar dem ind og lagde dem i rugemaskinen, efter at jeg havde lyst dem og sorteret de blanke fra. Dem lagde jeg tilbage i reden, jeg håbede, at hun ville lægge sig, så hun selv kunne ruge de sidste ud. Det gjorde hun nu ikke.
Tirsdag aften slusede jeg den nu færdigklækkede kylling ind i drivhuset og lagde den lige foran de voksne. Den var godt klar over, hvad det gjaldt om og pilede ind under dundynerne. Bjarne havde fortalt mig, at det er vigtigt med to ting, for at de voksne accepterer kyllingerne og kyllingerne de voksne:
1. at de voksne har mindst én kylling i forvejen og
2. at kyllingerne kommer ud til de voksne så snart som muligt, for ellers vil de være bange for de voksne.
Onsdag morgen var der stadig tre fine kyllinger, den ene tydeligt større og stærkere en de to. Da jeg kom fra arbejde onsdag eftermiddag, var den ene kylling sporløst forsvundet. Den må jo ligge død et eller andet sted i drivhuset, men det kan være, den er blevet krattet ned i underlaget; den kan under ingen omstændigheder være smuttet ud, for der er ingen utætheder. Den store kylling var stadig i fin form, men den anden kylling havde svært ved at gå, væltede og lå og sparkede og havde svært ved at komme op igen. Jeg undersøgte den og kunne se, at dens fødder ikke var, som de skulle være, så jeg tog den med ind og satte den i rugemaskinen, hvor der nu var en klækket og en mere på vej. Da Søren kom hjem, fik han den slemme opgave at aflive. Ja, det er for dårligt, at jeg ikke kunne selv.
Da det begyndt at skumre, tog jeg de to næste kyllinger med over i drivhuset, de pilede også ind under dundynerne, så det gik fint. Stadig tre æg i rugemaskinen, to med tydelige skrabe/raspelyde.
Her til morgen var der stadig tre fine kyllinger i drivhuset, de spiste fint alle tre og virkede livlige, mandagskyllingen var selvfølgelig lidt større.
De har spist fint i løbet af dagen: dels myrepupper og dels nogle minibittesmå melorme-ting, der hedder zeppelinere. Disse zeppelinere og i øvrigt også min melorm har jeg gående på kattemad og også noget frisk frugt, så det burde være lødig kost. Kyllingerne har også fået æggefoder og specielt vagtelstartfoder som er hentet i Holland. Det er lidt svært at se, hvor meget de spiser af de to sidstnævnte, men jeg blander startfoder, æggefoder og zeppelinere, så jeg håber, der glider noget af det hele ned. Jeg blander det selvfølgeligt efterhånden, som jeg serverer det for dem, mange gange om dagen.
Når kyllingerne tager en zeppeliner i næbbet, løber de lidt væk, og spiser den med ryggen til de andre, for så at vende tilbage efter mere mad, rigtig sjovt at se på.
Jeg har været ude for at grave efter myrepupper i dag, men desværre kun fundet ganske få
I rugemaskine klækkede endnu en kylling i løbet af i dag, og den så fin ud, og der var stadig et æg der raspede, men her til aften var kyllingen død, det sidste æg rasper stadig, men jeg tror ærlig talt ikke på, at der kommer en levedygtig kylling ud af det, og så er der et sidste æg, hvor jeg tror, kyllingen er død.
Jeg tror, at den kylling, der klækkede i dag, har været svagelig, siden den tog så lang tid om at klække, og derfor tror jeg heller ikke på den sidste, men så længe der er liv, er der vel håb?
Så status er, at ud af 17 æg var der ni, der enten var ubefrugtede eller ikke udviklede sig. Indtil videre tre levende og tre døde kyllinger og to uklækkede æg.
Ikke fantastisk, men jeg kan dog se, at de ting jeg har ændret i mit drivhus i forhold til sidste kuld, betyder rigtig meget i forhold til kyllingernes trivsel. Der er tørt og lunt i bunden. Samtidig er det jo et drivhus, men på den måde, jeg har grebet det an nu, kan både planter og vagtler trives. Jeg har et lillebitte håb om, at der kan komme overlevende vagtelkyllinger denne gang; men ellers har jeg lært en masse, og næste år kan jeg bruge det, jeg har lært og så forhåbentlig få overlevende kyllinger.
Jeg vil sådan håbe, at der kommer bare et par overlevende ud af det denne gang