I dag var så dagen hvor skruk-3 skulle nedkomme

Men jeg skal love for at hun tog fusen på mig...!
Allerede i går formiddag, da jeg løftede hende af reden (så jeg kunne "passe" æg (pga. skaderne) mens hun spiste/støvbadede) pippede de yndigste små kyller til mig

De blev noget fornærmede over at jeg fjernede deres varme dundyne, så de nægtede at kigge på fotografen


Hun har et uklækket æg tilbage, og da jeg havde noteret i dag som værende dagen det skulle ske, fik hun naturligvis lov til at beholde det, og hvis jeg ikke kunne høre pippen fra det i dag, ville jeg kassere det.
Her i morges studerede jeg så det sidste æg. Ingen revner, ingen pippen

Holdt det helt op til øret..., HOV! hvad var det... *DOK-DOK-DOK* .. nej, det måtte være en gren der skrabte mod hønsehuset! *DOK-DOK-DOK* Der var det igen !! Der ER liv i ægget

Skruk-3 er førstegangsruger, så jeg har naturligvis været spændt på hvordan hun ville gebærde sig når kyllerne kom til verden, men hun klarer det fantastisk. Sørger for at "fortælle" de små hvad de skal spise, og passer stadig ægget, - skubber det lige så forsigtigt ind under sig når hun lægger sig.
Flytningen fra redekasse til redeplads-i-gulvhøjde er også gået helt gnidningsfrit,
og i nat sov hun sammen med skruk-2 og hendes 2 kyller
Skruk-1 går på pind nu sammen med den største af kyllerne. Der er en billedsekvens af "store-kylles" første tur på pinden i mit galleri. På dens 4-ugers fødselsdag syntes den det var på tide, - selv om der var langt derop

Det pudsige var så, at dagen efter lå store-kylle sammen med skruk-2 og de to andre kyller i redehjørnet, mens mor (skruk-1) sov på pind. Næste dag var kylle dog på pinden igen, og siden har den sovet under vingen på sin mor, højt oppe under loftet


Men for nu lige at afslutte med et link til overskriften (nøj det er blevet langt det her

), så har 3 af mine høns ruget på henholdsvis 2, 2 og 4 æg. Forudsat at det sidste klækker, så må jeg konstatere at hanen har gjort sit job, for der er kun ét af æggene der ikke er blevet til noget

Nu er jeg spændt på om den 4. og sidste af mine høns lægger sig skruk. Det er faktisk hende der i virkeligheden er mor til de fleste af kyllerne
