Julefortælling 2025

[Hans-Kurt]

Sig nærmer tiden, hvor alt kommer til at stå i julens tegn. Mon ikke det er på tide vi får en lille julefortælling her på Dansk Fjerkræ Forum ?.
Der er nok uro i verden og alt for mange krige. Derfor har jeg tænkt mig at brygge en lille ny julefortælling sammen i de 24 afsnit vi før har delt med hinanden.

Historie starter der hvor Oda - en stor dejlig Brahma - ligger på æg og ruger. I et af æggene ligger vores lille heltinde og udvikler sig til en dejlig kylling med mod på livet. Vi skal følge hende fra hun kommer ud af ægget, til hun skal opleve sin første jul.
1. afsnit følger 1. december 2025 !!

[Helle K.]

Du er en skat, Hans-Kurt 

Dine julefortællinger er vidunderlige 

[Gerda]

jeg er allerede begyndt at glæde mig. Tak for at du vil gøre det

[Hans-Kurt]

1. december
Oda havde fundet et rigtigt godt sted til at lave sin rede til udrugning af de små for dette år. Hun var helt på det rene med, at i hønsehusets reder skulle det ikke være. Fodermesteren kom jo hver dag og fjernede de æg der var lagt.
Hun havde længe brugt meget tid på at finde det helt rigtige sted. Hun var meget opmærksom på, at stedet skulle være fredeligt, dvs ikke et sted hvor både mennesker og katte havde deres daglige gang. Det skulle også være et sted hvor ræven ikke kunne komme til ude besvær. Det sidste var virkelig en udfordring. Oda kunne også se en fordel i, at stedet trods alt skulle være så nær menneskelig bolig, da hun var af den mening, at der ville ræven ikke gerne komme.
Hun valgte et tørt sted under de store blade fra Nøkketungen der for et par år stden havde etableret sig helt tæt op af vestsiden af staldlængen. Ikke den hvor køerne boede, men den hvor Træpillefryret og vandværket er.
Lige til venstre for den store staude var fundamentet til fyrets skorsten placeret, det gav et godt læ for vinden fra nord.
Reden var foret med græsstrå og lidt dun fra Oda. Hun var indstillet på, at hendes kyllingeflok skulle være stor, så hun lagde sig først, da der var over tyve æg. Hun er af racen Brahma, så hun har god plads under sig og kan dække mange æg.
Oda er ikke den eneste høne på gården, hun har 8 andre søstre. Søstre og søstre, hun er ikke direkte i familie med de andre. Fodremesteren har købt sine høns flere steder og af forskellige racer. Han går åbenbart op i farven på æggene. Hvorfor - ja det forstår hun ikke, men ham om det.
Oda gik meget stille med valget af redeplads, for jo færde der ved det, jo bedre - mener hun. Så den dag hun lagde sig, sagde hun det ikke til nogen, Hun listede - som hun havde gjort hver gang hun lagde et æg i reden - ind under de store blade og lagde sig god til rette. Nu var det kun tiden der ville afgøre hvornår hun kunne forlade stedet igen.
På tredie dagen - mens hun småblundede - hører hun noget eller nogen der pusler ikke langt fra hende. Hendes hjerte hamrede løs og hun vendte hovedet og så.....

[Hans-Kurt]

2. december 2025

noget hvidt bevæge sig ganske tæt på - faktisk lige bag ved hende. Som sagt var redens placering under Nykketungens store blade virkelig velvalgt, da ikke meget indsyn og nu også udsyn er muligt. Men aligevel - hvad kunne det dog være der bevægede sig der omme på den anden side af stauden ??.
Oda lå om muligt mere stille og trykkede sig endnu mere ned over sin rede. Nu blev der stille. Hun anstrengte sig meget for at lytte - det kunne godt minde om hvad hun selv gjorde når hun kom tilbage til sin rede. Det lød som om der blev flyttet på nogle æg og lød der ikke også en kort men tilfreds lyd som om en høne lagde sig ??.
Oda var både bange men også forviret, hvad handlede dette her sig om.
Efter en rum tid besluttede hun sig for at våge sig ud på sin daglige tur for at få lidt motion og noget af spise. Denne gang var hun meget omhyggelig med at forlade sit skjul. Hun krøb først forsigtigt - så mere bestemt og endelig løb hun hen af stigen der førte til og fra gårdens kompostbunk. Endelig ude på gårdspladsen fik hun galet og rigtig strakt kroppen. Dejligt efter de mange timer på reden.
Nu fandt hun ind i hønsehuset og fik sig et solit måltid. Hun var heldig at ikke alt maden fra i går var spist og her var det resterne fra gårdens køkken hun fik. Hvad er bedre end kogte kartoffelskræller - nej vel ! det er altid populært.
Et støvbad blev det også til på tilbagevejen og en tur ud over den store græsplæne hvor morgendukken stadig hang. Fugten gjorde hendes æg godt viste hun af erfaring.
Tilbage ved reden, ville hun lige undersøge hvad det egentligt var - det hvide der havde vist sig - hun gik forsigtigt til værks. Gik i en stor bue udem om Stauden og søgte ind under bladene - og hvad så hun - åh nej, der lå jo Katrine, hendes bedste veninde blandt de andre høns. Hun havde slet ikke hørt Oda komme.
Oda skuppede forsigtigt til hende - Kartrin ......

[Hans-Kurt]

3. december 2025
Katrine vågnede med et spjæt - og blev glædelig overrasket -"Oda, hvordan fandt du mig ?".
Det fik de to en lille sluder om og så blev de enige om, at de skulle passe hver sit indtil de små kom.
Tiden gik og dagen oprand, da de første små nye medlemmer af hønseflokken brød ud af ægget og meddelte deres ankomst.
Oda var den første der kunne forlade stedet og starte opdragelsen af næste generation. Vi går lige et par dage tilbage, nemlig da den første kontakt mellem mor og unger blev virkeligjort. I et af æggene lå lille Ida, hun havde et stykke tid kunnet høre sin mors beroligende lyd, en lyd hun ville huske hele sit liv. Ida skal vi lægge særligt mærke til, for det bliver hende vi skal følge i denne historie.
Det er svært at beskrive lyden, men fodermesteren kendte den også godt. Han havde hørt den utallige gange hos de høns han havde lagt til udrugning af kyllinger. Det var nærmest en "Brrr brrr" lyden faldt stille og roligt fra start til slut og er en mors signal til sit afkom "Rolig, rolig - alt ok".
Denne lyd var Idas første kontakt med moderen hendes og indgangen til livet på gården.
Den første morgen hun kom til verdenen var der en vældig muløren under de varme dun på hendes mor. Vi skal jo forestille os, at der er over 20 kyllinger der er ved at gøre sin entre i livet. Så Oda forlod ikke reden i hele den tid klækningen stod på. På andendagen da alle var ude og var kommet sig efter anstrængelserne, var der endelig mere ro. Og morgnen før de alle skulle forlade deres fødested, var der et syn som kan glæde en hver hønseavler.
Næsten alle små poder lå i kanten af deres mors brede fjerdragt som har form af en cirkel og nu kikkede de små hoveder ud på Nøkketungens grønne blade. Hoved ved hoved.
Havde Fodermesteren set dette, ville hans tanker være gået tilbage, til da han som lille knægt havde en hvid Italiener rugende på sort Bantam dværgæg og han om morgnen - før han skulle i skole - var ude for at se til sin høne og synet af mange små sorte hoveder - side om side - havde ligget og stukket - kun lige hovedet - frem. Et syn han aldrig vil glemme.
Oda viste instinktivt lige nøjagtigt hvornår hendes flok af nyklækkede skulle forlade reden og det var nu. Hun rejste sig forsigtigt og rystede sig - også forsigtigt - for at få de kyllinger der havde puttet sig særligt tæt ind til hendes dejlige varme krop, fri af fjerne og ned i reden til de andre. Der blev en pippen og leben uden videre, da den store flok satte sig i bevægelse og forlod udrugningsstedet og langsomt - MEGET langsomt bevægede sig ud på stien og om på gårdspladsen, hvor Oda viste at alle kunne få deres tørst stillet, af vand der stod i underskålene under sommerblomsterne der var stillet op på linie langs tagskæget hvor regnen sørger for vandingen, når den kom (regnen altså).

Det er noget af en opgave at få over 20 små nye væsner til at følge trop, men naturen er så visselig indrettet, at en hønemoder med sine lyde - klukkende om du vil - når vi mennesker høre det - kan styre det hele - vise hvor vandet er, fortælle hvordan man drikker, hvad man spiser og hvad der er godt og hvad man skal holde sig fra.
Alt dette var nu hvad Odas flok skulle til at lære. De var endelig kommet til vandet - det havde taget sin tid, det kunne ikke andet, når selv et græsstrå kunne være en stor forhindring at forcere, når man først skal lære at stå på egne ben og ikke har set en græstot før, oven i købet en tot man også kan spise.
Tot, ja se det indikere hvad de små nu for første gang skal udsættes for, for bedst som de står ved vandet kommer gårdens ene kat springende ud af kattelemen i døren ind til malkerummet. Hans navn er - rigtig gættet - TOT. Behøver jeg at sige hvorfor han har det navn ? nej vel.
Mødet mellem de små, moderen og katte kom som en stor overraskelse for alle og derfor.....