7. december 2021
Vi var ude og flyve vores daglige tur ud til engen bag skoven, du ved, der hvor køerne går og græsser. For der er nogle områder der står under vand og der er der altid mad. Men, som vi også har fortalt dig, så er kokasserne – i hvert fald i nogle af den – fyldt med de dejligste spyfluelarver, som ikke er til at kimse af. Vi skal bare holde øje med her og fru Krage, for det er dem der ved hvor de bedste er og når de har spist sig mætte, er der altid nogle til os.
Men i går glemte vi tiden, for da vi havde spist, så vi at Fodermesteren kom ud til folden, og det ville vi da følge, for hvad skulle han der ?. Han har en stor urtehave, som er fyldt med ukrudts planter i den ene halvdel. Der gror agerkålen kraftigt, og det var dem han gik rundt og trak op. Vi ville se, om det var noget han spiser – men det var det ikke, for han kaldte på kørerne og smed planteren ind på græsset til dem.
Du skulle høre hvor kørerne og kalvene de brølede – det var som om de svarer hans kald. I hvert fald skyndte de sig op på folden til ham. Og som de gnaskede ukrudtet i sig, men der er nu heller ikke meget græs tilbage – heller ikke nede på den våde eng. Og ved du hvad . . . kan du huske vi fortalte, at der gik 9 dyr der ude ?. Nu går der 22 – hvad siger du så. For bedst som vi kikkede på fodringen, så hørtes en lastbil i det fjerne og Fodermesteren skyndte sig over på den anden side af åén og ud til den store vej. Her bakkede lastbilen ind i folden og så blev bagsmækken åbnet og ud væltede det med kalve og køer.
Der blev en leben af den anden verden. Vi tror de kendte hinanden, for hele flokken der kom med lastbilen løb over åén til de andre og brølede og skubbede til hinanden.
Det var skægt at se, de to små kalve, som kom til her for nogle måneder siden, blev vist meget overvældet af at møde – vi tror der kom 6 kalve med bilen, de nytilkomne som åbenbart rigtig skulle undersøge de små.
Og, ja så var der pludselig gået lang tid og vi skulle have været hjemme for længe siden, faktisk var det næsten helt mørkt, men vi kunne da nogenlunde huske hvor vi skulle flyve hen og så var det som om der var lyst på den side af skoven vi bor, så vi lettede og fløj hjemad.
Det var der vi så alle de små lys på hække og buske som vi lige har fortalt dig om. Det var flot, har du ikke lyst til at flyve med og se det i aften ??. AnnaBell så betænkelig ud og kunne ikke lige finde ud af om hun ville med. ”Vi får se, om jeg vil med” sagde hun og svømmede ud midt i Regnvands bassinet. Her undersøgte hun vandoverfladen for mad. Men resultatet var ikke opmuntrende – kun nogle få andemadsplanter og en enkelt myggelarve blev det til.
Hun søgte ud til bredden, her plejer der at være mere held – men også her var der næsten ikke noget at komme efter. Så svømmede hun hen til betonkanten, der hvor hun var blevet fodret af Fodermesteren – der var der stadig ligt korn, men ikke nok til at hun blev mæt. Det er vist ikke en god tid vi går i møde, tænkte hun, for da det var varmere og der ikke lå alt det hvide stas, var der rigeligt at spise, næsten lige meget hvor hun gik.
Hun måtte altså over til dammen der så fint havde været et Guds benådet spisekammer forud. Hun fløj der over, landede lidt fra den og sikrede sig, at der ikke var nogen andre i nærheden. Damen i huset var åbenbart ikke hjemme – tak for det tænkte AnneBell. Og hoppede i dammen. Her svømmede hun så rundet for at finde de små gulfiskeunger -men hvor var de ??. Hun kunne ikke finde dem – var der andre der havde spist dem ? det kunne hun ikke tro, for hun havde aldrig mødt nogen i dammen. Hun ledte vider, men uden held.
AnnaBell viste ikke, at guldfisk går i en form for dvale, når vandtemperaturen kommer under 8C og derfor søger ned til bunden, hvor de opholder sig helt til foråret, når temperaturen igen stiger – så dette spisekammer må hun altså sige farvel til nu.
Efter et stykke tid opgav hun og gik på land. Nu foretog hun sig det, der også kunne gøre damen i huset virkelig gal, for hun væltede småpotterne der stod rundt omkring i stenene, for at se om der skulle gemme sig noget spiseligt under. Her var hun mere heldig, for orm og skolopender havde stadig ikke søgt længere ned i jorden, så nu fik hun et godt måltid. Det irriterede hende, at der i stedet for blomster nu var gran i potterne, for det stak hvis ikke hun passede på, så i vrede tog hun fat i grannet og smed det ud til alle sider, så hun kunne blive fri for det næste gang hun skulle lede efter mad.
Bedst som hun var ved at vælte en potte mere kom……..