Mine to unger er ret nært knyttet til morfar, og det har været vigtigt for mig, at de ikke fik samme sære dårligdomme ud af hans sygdom, som jeg har fået. Så meget desto mere, fordi han er blevet mere syg med årene. Når han er rigtig dårlig, har han ofte slet ikke orket at se børnene i lange perioder, og det kunne de jo ikke rigtig forstå. Et eller andet sted undervejs opstod så forklaringen om "den grå mand".
Han har faktisk hjulpet os alle sammen til at kunne tale ordentligt om emnet og også om hvor meget det belaster hele familien, når et medlem er sygt. "Den grå mand" bor simpelthen inde i morfars hoved - og indimellem må morfar slås med ham, fordi den grå mand vil have hele hans hjerne. Det har børnene kunnet forstå, og selvom de synes, det er frygtelig synd for morfar og gerne vil hjælpe, så kan de godt forstå, at det bedste de kan gøre, er, at give morfar ro til at tæve den grå mand selv. "Så ses vi, når du har banket ham, morfar!"