Det har længe undret mig, hvordan I kan vide, hvilken høne der har tynd afføring, ikke spiser eller ikke lægger æg.
Mine landhøns ligner hinanden meget, og selvom jeg har mærket de gamle, ved jeg ikke, hvem der ikke lægger æg eller hvem der har lagt den tynde klat på brættet. De har ikke faste pladser, faktisk sidder de ikke engang i den samme ende af brættet hver nat.
Jeg kan dog regne ud, at det ikke kun er de gamle, der ikke lægger æg, for jeg har pt. 2 unge (1 år) og 2 gamle (ukendt alder), der ikke er skruk eller har kyllinger, og jeg får kun 1 æg om dagen.
Det kunne være rart, at vide hvem der lægger æg og hvem der ikke gør.
Selvfølgelig kunne jeg kigge på den, der ligger på reden hver dag, men jeg er lidt bange for, at det ikke er godt for hønen, at blive forstyrret midt i æglægningen. De kajer ihvertfald voldsomt op, hvis jeg kommer til det ved et uheld.