Hej alle. Jeg er ny hønseholder og ny på forum, så håber jeg gør det rigtigt

I maj måned flyttede der to stk lys sussex og to stk tværstribet skovhøne ind, i vores nybyggede hønseanlæg. De har et rimelig stort hønsehus med tilhørende rævesikret gård, og så har de ca. 80 kvm løbegård med træer, buske, græs mm., hvor de går og skraber dagen lang.
Efter en del uger begyndte hønsene én efter én at lægge æg, og inden længe fik vi fast tre lækre æg dagligt. Vi har nu været på næsten to ugers ferie, hvor min mor troeligt har været og lukke dem nogle timer på græs næsten dagligt. Efter ca. 7 dage faldt antallet af æg til 2, og den ene skovhøne begyndte at udvise tegn på at være skruk (på trods af at de ikke skulle være rugetypen

). Vi er nu selv hjemme og efter pænt at være blevet vippet af reden flere gange om dagen, har hun nu opgivet eventyret og skraber igen lystigt omkring i gården.
Jeg tænkte at vi måske fik færre æg, fordi hun lagde beslag på reden at det måske ville normalisere sig efterfølgende. Men nu har hun ikke ligget der i flere dage, og der er stadig ikke flere æg. I dag var der sågar kun et. I går fandt jeg også et vindæg i gården, hvilket der ikke har været siden hønsene var helt nye.
De virker friske, skraber og spiser som de plejer. Deres klatter er faste og jeg har ikke fundet tegn på blodmider i huset. Jeg har heller ikke set tegn på begyndende fældning.
De har æglægningsfoder frit tilgængeligt og får derudover en smule husholdningsaffald og lidt hel hvede i ny og næ. De har skaller i en skål, men spiser ikke rigtig af dem.
Det blev en længere smørre, men jeg er helt ny i "branchen" og håber der er nogen der kan hjælpe mig med at opklare, hvorfor mine skønne høns pludselig ikke producerer så mange æg.
Mvh Susanne