Historien kommer her:
Den ene af 5 høns (isa Warren) blev skruk i april. Vi har kun haft høns siden efteråret 14, så erfaringen er ikke så stor

.
Vi så tiden an, for at se om det ikke gik over. Hun lå i favorit-reden, så de andre høns hoppede op ved siden af hende og lagde deres æg, som vi hver dag fjernede.
I slutningen af maj, erkendte vi at der måtte gøres noget. Vi fik fat i en sort murerbalje, som hun kom ind under. Der var hun i 3 dage, uden at det hjalp (hun var ude morgen og aften, for at få mad og drikke).
Så kom varmen, og jeg syntes ikke det fungerede at fortsætte med murerbaljen.
Jeg læste et sted, at det kunne hjælpe, at fjerne skrukhønen fra de kendte omgivelser. Så hun kom i et stort hundebur, væk fra hønsegården. Her blev hun også passet efter alle kunstens regler.
Efter 3 dage, virkede hun mere normal, og jeg satte hende derfor tilbage i hønsegården.
Men de 4 andre kunne ikke kende hende! og gik til angreb på hende.
Den havde jeg ikke lige set komme.
Nu har hun i 4 dage været helt isoleret fra flokken, hun trækker sig fra dem.
Hun holder sig for sig selv, når de er ude i haven. Indimellem kommer de andre efter hende, men der kan hun flygte. Værre er det når de er i hønsegården/ huset.
De er jo nødt til at være inde om natten, og mandag når vi skal på arbejde igen, er det også indtil vi kommer hjem om eftermiddagen.
Om natten får hun ikke lov at sidde på pinden med de andre, og vælger redekassen (ikke så fedt m de klatter). Jeg har prøvet at sætte hende op på pinden til de andre, når de var gået til ro, men det blev opdaget, og de hakkede løs på hende til hun fortrak.
Indtil de bliver lukket ud i haven, holder hun sig inde i huset, på pinden. Hønsegården er kun 10 kvm, så der er ikke plads til at hun kan være der med de andre. De accepterer ikke hendes tilstedeværelse.
Det har stået på siden i onsdags, hvor jeg satte hende tilbage til de andre.
Hun ligner efterhånden noget der er løgn, fjerene rasler af hende. (Er det stress?)De andre hakker hende, og jeg tror også hun plukker sig selv. Der er fjer over alt. Hun er dog ikke bar andre steder end på maven, fra dengang hun var skruk.
Er der noget jeg kan gøre? Bliver hun mon med tiden accepteret i flokken igen, eller kan jeg ligeså godt først som sidst finde øksen frem?
Håber I har nogle råd.
Hilsen Mette