Nu bliver jeg med garanti skudt i sænk, men fred være med det
Jeg ser bestemt ikke ulven som et stort problem.. Snart tværtimod. Før der kan nå at komme nogen og sige: "det er også fordi, du kommer fra storbyen, har et disneybillede af naturen og ikke har en realitetssans" må jeg hellere slå fast at jeg er født og opvokset på en gård med mindre husdyrhold. Jeg er selv aktiv jæger og har boet i udkanten af en større plantage størstedelen af mit liv.
Nu hvor ulven vender tilbage til Danmark, må jeg ærligt indrømme, at det fylder mig med glæde og respekt. En glæde for, at ikke alt hvad vi mennesker formår at ødelægge, forbliver ødelagt, at ikke alle de dyr og al den natur vi får udryddet forbliver udryddet. Det glæder mig og fylder mig med håb for fremtiden. Et håb om, at når vi, som mener, at vi som én enkelt art har krav på størstedelen af jordkloden, engang er borte, kan naturen igen genoprette sig selv. Jeg finder det dybt egoistisk, at der flere steder bliver benævnt ting som: "at mennesket også skal have en plads". Ja, selvfølgelig skal vi det, men det skal ulven da så sandelig også. Den er nu engang naturligt hjemmehørende i vores natur, og var det ikke for os menneskers frygt og egoisme, havde det formegentlig aldrig ændret sig. Mennesket er nu engang indrette på en måde, så det forsøger at komme på toppen af fødekæden. Det tolerer ikke konkurrence, og netop derfor er ulven, såvel som løven, tigeren, bjørnen og pumaen, altid blevet betragtet som noget, der skal udryddes. Nuvel, selvfølgelig vil der altid være angreb fra vilde dyr, og det kan formegentlig heller ikke undgåes, at der i løbet af de næste hundrede år, vil komme et angreb på en dansker. Det er så der, jeg synes, vi skal huske på, hvor mange andre dyr, der rentfaktisk er en større trussel. Jeg tænker, at en del af denne frygt er baseret på, at ulven er stor og for mange ukendt. Et angreb fra en ulv vil til en hver tid trække flere overskrifter end et angreb fra en hugorm, selv hvis hugormens bid får dødelig udgang, og ulvens kun er overfladisk.
Jeg hilser ulven velkommen med en respekt. En respekt for dyret, en respekt for naturen og en respekt for, at vi mennesker måske endelig har indset, at vi ikke bør eje og styre alt.
Mht. dyrehold, så er jeg bestemt af den opfattelse, at der skal laves en bedre støtteordning til landmændene. Det er jo ikke dem, der skal betale prisen, men Danmark som samfund. Det er jo trods alt ikke kun landmændene, men hele samfundet der var med til at udrydde dem i sin tid.
I forhold til byttedyr er jeg heller ikke bekymret. Rådyrbestanden er så enormt stor, at selv 100 ulve, ikke ville kunne nedbringe bestanden markant. Tværtimod vil det være positivt, da vi på den måde får sorteret de små og dårlige dyr fra.
Igen, nu bliver jeg sikkert sablet ned, men det er mine tanker om det
