Hej Folkens
Jeg byggede mig lige en kyllingemoder i formiddags, da jeg havde snydt og købt træpladerne udskåret efter mål i Bauhaus tog det mig små 2 timer at samle den, og så kørte jeg ellers ud efter kyllinger..
Materialeliste:12 mm birkefiner:- Bundpladen, i mit tilfælde 120x65 cm
6 mm birkefiner:- 2 endestykker, 50x65 cm.
- 2 sider á 118x50 cm.
- 1 top á 120x65 cm.
Bemærk: Siderne er kortere end top og bund da de møder endestykkerne og derfor skal være deres tykkelse (2x6mm) kortere for at det hele passer sammen når det samles.
3 stk 240 cm 20x20 granlister.
2 stk. 3 mm akrylplade, 50x75 cm (ofte kendt under navnet plexiglas) til skydelåge i siden samt lysindfald i låget.
25 mm skruer til at samle det hele med.
Værktøj benyttet: Skruemaskine, bits&holder, stiksav, blyant, fuksvans, skruetvinge, bor, kopbor
Fremgangsmåde:1. Bundpladen lægges ud på et plant underlag og der tegnes en streg rundt 6 mm indenfor kanten af pladen. Det er her sider og endestykker skal hvile.
2. Sav lister ud så de kan danne en ramme rundt på bunden, indenfor streget så sider og endestykker kan skrues fast på denne. Listerne skrues fast i bunden nedefra, benyt evt skruetvinge til at holde det på plads mens der skrues. Der skal ikke mange mm skævhed til før tingene ikke passer sammen.
3. Læg en side eller endestykke op så den står på bunden og hviler op ad listen og skru denne fast i listen med 4-5 skruer, gentag med begge sider og ender.
4. Skær fire hjørnelister ud, der skal stå lodret op i de indvendige hjørner så de passer i højden. Disse skrues også fast.
5. Bor et hul i den side du ønsker vinduet i og mål ud så det passer med at der er ca 5 cm kant der rager ind over akrylpladen hele vejen rundt og skær så ud med stiksaven.
6. Monter en liste på tværs i toppen og skru en liste fast i bunden mens akrylpladen holdes på plads mellem liste og siden, så der dannes et par riller denne kan glide i. Vupti, nu med skydedør i akryl. Døren er lavet så der ikke er muligt at åbne ved varmepladen, så de kan få det hyggeligt og mørkt under den.
7. I låget udskæres passende huller med stiksav og der monteres akrylplade.
Bemærk: Bor for med et lille metalbor gennem akrylpladen, de splintres hvis man bare forsøger at skrue direkte i dem!
8. Med et kopbor bores en række lufthuller efter behov og temperament.
9. Fyld bundmateriale, varmelampe/varmeplade, vand, foder og fuglesand i kassen og lad de små pippere flytte ind