Hvad koster det at spille golf?
I mine øjne er der så megen livskvalitet, liv og kvalitet i at beskæftige sig med dyr, at have glæden ved at se dem trives og måske endda yngle og se en ny generation vokse til - og selv nyde det overskud i form af kød og æg der måtte være - at det ikke tåler sammenligning. Kreativt, skabende, når man udvælger de bedste dyr til raceavl. Skønheden ved fjer i mange farver, mønstre og former. Meditationen og wellness'en ved at sidde i et solstrejf og betragte flokken med al dens interessante adfærd, som efterhånden giver så meget mening at man synes man forstår fuglenes sprog. Al det gode, konstruktive sjov ved at bygge huse og hegn. Tænk hvis man skulle betale fuld valuta for al den fornøjelse!
Set i det lys er golf, som er en pænt halvdyr hobby, i mine øjne uproduktivt og ørkesløst. Og meget dyrt tidsspilde. (Hvis du spiller golf, kan du efter forgodtbefindende i stedet indsætte skisport, cykling, samlinger af ægte tæpper, guldsmykker eller lignende :-)