Mens vi venter på Fåborg-Midtfyn og forhåbentlig nye vinde i Teknik og Miljøudvalget er her en lille historie om hvad en forvaltning kan få tiden til at gå med. Den handler om et hønsehold i byzone, godtnok uden hane, men det forhindrer ikke en klage og at kommunen villigt og omgående rykker ud....Historien er ganske sandfærdig og dermed tragikomisk.
En nytilflyttet nabo ringer til Teknisk Forvaltning med en klage over et hønsehold. Der er støj tidligt om morgenen og de føler sig generet lyder klagen på. Dagen efter (jep, du læste rigtigt, de rykker hurtigt i forvaltningen) er der et tilsyn hos hønseejeren og sagsbehandleren er der i ca 45 minutter. Hønseholdet består af 8 høner, ingen hane og det er overvejende silkehøns. De 5 af silkehønsene går i et lille hønsehus 1 m fra skel og det er ikke tilladt i denne kommune. Her har de indført at høns skal være 2,5 m fra skel. Men heldigvis er det ikke ind mod den klagende nabo at disse 5 potentielle forbrydere går, det er ind mod en anden nabo og placeringen af hønsehuset er efter aftale med denne nabo. Det forsikrer forvaltningen sig da også om ved at kontakte denne nabo efterfølgende. Der skulle jo nødig være nogen løse ender og naboen bekræfter da også dette telefonisk.
Udover de 5 høns som er formasteligt tæt på skel, så er der en skrukhøne som er de reglementerede 2.5 m fra skel og 2 høner som er i hønsehus+gård også 2.5 m fra skel.
Ingen lugt fra hønsene blev konstateret, der blev brugt sand som underlag og skiftet 1 gang om ugen. Hønerne bliver lukket ind og ud efter regulativet og hønseejeren havde såmænd også spurgt begge naboer inden hun anskaffede sig hønsene. Der var ingen indvendinger. Klageren var flyttet til efter hønseholdet var startet og hønseejeren har forsøgt at kontakte ham.
Sagsbehandleren var på tilsyn i 45 minutter og i den tid sagde hønsene stort set ikke noget. Sagsbehandleren konkluderer så efter sin grundige og omhyggelige sagsgennemgang at der er ikke noget at komme efter og at klagen ikke er berettiget.
Det er jo meget godt, men kan det virkelig passe at en forvaltning skal bruge timer og ressourcer på sådan noget som det her.
Er det virkelig nok at ringe ind med en klage over støj og så forvaltningen dagen efter rykker ud på tilsyn. I andre kommuner forlanger forvaltningen at en klager fører en slags dagbog og skriver ned hvornår der er er generende støj i typisk et tidsrum på en uge førend en forvaltning vil reagere, eller også at der er flere naboer der klager. På den måde bliver ren nabochikane og uberettigede klager sorteret fra og det er ikke ”gratis” at klage til kommunen over sin nabo. Der skal ydes en indsats fra klagerens side førend forvaltningen vil kigge på en sag, men det skal der ikke i denne kommune.
Bemærk også at på grund af krav i kommunens regulativ om at der skal være 2,5 m til skel, så skal der bruges ekstra tid fra forvaltningens side til at kontrollere om naboen nu har sagt god for dette! I en anden sag fra samme kommune har sagsbehandleren siddet og tegnet ind på et kort, hvor det er tilladt at placere hønsegården på grunden! Uden et regulativ var dette overflødigt og sagsbehandlerens kunne måske have brugt sin tid på relevant og meningsfuldt arbejde. I ingen af sagerne har regulativet hjulpet noget som helst. Tværtimod har de medført mere administration og (overflødig) kontrol af om regulativet nu var overholdt.
Kunne kommunens ressourcer ikke bruges bare lidt bedre end at lave overflødige regulativet og kontrol af om disse bliver overholdt?