På opfordring fra Linda bringes hermed, det der på nuværende tidspunkt foreligger fra bestyrelsens side om Maranklub DK's specialudstilling 2013 i Aulum.
Sidste år havde Maranklub DK sin første specialklubudstilling med et flot antal udstillede dyr i samarbejde med Hadsten Fjerkræklub. I bestyrelsen for Maranklub DK syntes vi dengang, at udstillingen i Hadsten forløb fint, men af forskellige praktiske årsager, nye udstillingslokaler og lign. har Hadsten Fjerkræklub ikke ønsket at fortsætte samarbejdet. Vi har heldigvis fået 5-6 positive tilbud fra andre klubber, der gerne vil have vores specialudstilling sammen med deres lokaludstilling, så det blev pludselig en større opgave at prioritere geografisk placering, datoer samt de vilkår som klubberne tilbød os at skulle samarbejde under.
Bestyrelsen er nået frem til en aftale om at specialklubudstillingen for Maranklub DK i 2013 afholdes sammen med Herning Fjerkræklub i Aulum d. 8.-10. november.
Vores medlemmer skal kun betale 10 kr. pr. bur, men til gengæld skal vi selv skaffe præmier og dommer eller dommere afhængig af hvor mange dyr der tilmeldes. Marianne har trods de mange udstillinger i denne weekend fået en aftale med en dommer til at dømme vores Maran, og lokalklubbens bestyrelse har lovet at ville være smidig i dommerfordelingen ved yderligere behov, når antallet af tilmeldte dyr i alle kategorier er kendt.
Der kan udstilles de 5 anerkendte varieteter af Maran til bedømmelse og præmiering, mens alle øvrige varieteter såsom Sort-Sølv, Blå-Kobber, Hvedefarvet og flere andre ”kun” kan fremvises og evt. få kommentarer, hvis en dommer har tid efter udstillingens officielle åbning lørdag d. 9. november kl. 14.00. Uanset status til bedømmelse eller ej, skal alle dyr bære DFfR’s faste fodring og de skal være vaccinerede mod ND senest en uge før udstillingen. Bestyrelsen ser meget gerne, at der fremvises mange af de dyr, som ikke allerede er godkendte til bedømmelse.
De 5 anerkendte varieteter er Gråstribede i Dværg og stor, Sort-kobber i dværg og stor samt sidste års godkendte nyopdræt fra Lene Lestat, de Kobber-gråstribede i stor.
Tilmeldingen meddeles til Maranklub DK senest mandag d. 21. oktober til sekretæren på email: steffen(snabel-a)lundur.dk. Da jeg er bortrejst i uge 42 skal evt. spørgsmål i den uge rettes til formanden Marianne Vedel. Derefter vil I modtage nærmere detaljer om deltagelse og om vore muligheder for samkørsel af både dyr og udstillere samt andre interesserede.
Ud og kig på dyrene, og vær ikke for kritisk, vi ved at der er 4-6 års avlsarbejde foran os før vi i gennemsnit rammer standarden. Jo flere dyr vi kan sammenligne, jo bedre bliver udvælgelsen.
Vi skal selvfølgelig slå rekorden fra sidste år ved fælles indsats
.
Vi ses i Aulum.
Steffen Lund.