Jeg er i fuld gang med at planlægge vores snarlige hønsehold, men jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal gøre med hensyn til hønsehuset. Jeg vil gerne have et godt, stort hønsehus, så der er god plads til at udvide, når det givetvis griber om sig og vokser fra de 4-5 høner, vi har planlagt til...ja, det er jo ikke til at sige, men lysten til at udvide er der allerede!
Jeg har ikke lyst til at bygge det selv fra bunden, men omvendt synes jeg, at de færdige hønsehuse, jeg kan finde, enten er for små eller for bekostelige. Derfor kom jeg til at tænke på, om der er noget i vejen for at begynde med et lille hønsehus til de 4-5 høner, som vi skal have i første omgang, og så købe et hønsehus mere, når vi gerne vil udvide? Kan hønerne finde ud af at fordele sig, eller vil de bare mase sig ind i ét og samme hus hver aften?
Jeg ved godt, at jeg selvfølgelig kan dele dem op og have to flokke med hver deres hønsehus, men jeg vil helst have dem alle til at gå samlet.