Jeg fik coccidiose sidste år i en lille flok kyllinger, som gik indenfor i et bur (kyllingemoder), der aldrig havde været brugt - det var bygget til samme lejlighed.
Heldigvis havde jeg læst om denne grimme sygdom, som ubehandlet med ret stor sikkerhed tager livet af dyrene, og jeg konsulterede dyrlægen, så såre jeg opdagede blod i klatterne. En gødningsprøve bekræftede desværre mistanken, og jeg fik Esbetré med hjem fra dyrlægen og var heldig ikke at miste kyllinger på den konto. Der var tale om kyllinger fra rugeæg, jeg havde købt i Tyskland, og dyrlægen bekræftede, at det kunne stamme fra æggene.
Det er vigtigt, som også Helle skriver, at alle kyllingerne bliver behandlet (medicinen blandes i drikkevandet), for det er smitsomt.
Som jeg har forstået det, er coccidiose en sygdom, som er noget tid undervejs. Det passer godt med alderen på dine kyllinger, at de har haft det fint, men at mængden af de parasitter (coccidier), som lever og formerer sig i tarmvæggen og dermed forårsager sygdommen, stiger, efterhånden som dyrene bliver ældre.
Jeg ville skynde mig at kontakte dyrlæge og indlevere en gødningsprøve, så I kan komme i gang med at behandle de små. Held og lykke med dem.