Jeg vil mene, at det kan lade sig gøre at have overskud på sine høns. Men det kræver stor disciplin med indtægter og udgifter. Der er ikke nogen øvre grænse for hvad et æg kan ende med at koste.
Men det bliver ikke til noget stort beløb man kan tjene med 5-6 høns. Og timeløn skal man ikke regne med. Især ikke hvis man sammenligner med hvad man skulle give for de billigste alternativer (buræg og slagtekyllinger fra supermarkedet).
Og selv hvis du sammenligner med æg fra skrabehøns er der ikke meget at komme efter.
Hvis det skal være billigst muligt, så kunne det se sådan ud:
- Køb 5-6 æglægningshybrider (isa´er, lohmann, hellevad). De kan ca. det samme, så vælg billigste/nærmeste forhandler.
- Skift hønerne ud efter et eller to år. Med mindre de fortsat ligger mange æg.
- Giv dem hvede eller byg købt hos en landmand og de billigste æglægningspiller du kan finde.
- Giv dem adgang til madrester, haven eller græsafklip og andet gratis foder.
- Lav et eller flere hold slagtehybrider i løbet af sommerhalvåret som fodres med start-/voksefoder og senere også lidt korn og græsafklip (eller fri adgang til haven).
- Find evt et alternativ til æglægningspiller, startfoder og voksefoder. Jeg bruger selv noget til kalve, og jeg ved andre bruger noget til svin.
- Sælg evt. overskud af æg til kolleger eller brug det som billig værtindegave eller lignende.
En alternativ løsning kunne være kombinationshøns, hvor du bruger den samme race til æg og slagtning. Men jeg tror ikke det rent økonomisk kan konkurrere med den anden løsning. Racehøns giver dog bedre mulighed for at man laver sine egne kyllinger, og sælger rugeæg og kyllinger til andre. Men det bliver hurtigt et meget stort arbejde og ret beskedne indtægter.
Så min konklusion er: hønsehold kan være en meget billig hobby og/eller billig adgang til et bedre produkt end det supermarkederne kan tilbyde. Men det kræver, at man bruger lidt tid på at finde det billigeste foder, og ikke falder for fristelsen til at give høns menneskemad, hente kyllinger i den anden ende af landet og alt muligt andet der ødelægger økonomien.