Hvor længe har hun haltet? Er det begge ben, eller kun det ene? Kan du se, at benet/benene ser anderledes ud?
Hvis hun kun har haltet en dag eller to, og benet i øvrigt ser normalt ud, så er det sikkert ikke noget alvorligt. Gæs kan tit gå og halte et par dage, hvis de har slået sig eller er blevet grundigt forskrækkede over noget. De er værre end fodboldspillere til at "filme". En af mine gæs haltede det meste af en dag, fordi den havde slået vingen.
Gæs vil gerne parre sig i vand. Men de lettere racer kan også sagtens gøre det på land. Du kan evt. prøve at give dem et lille plastbørnebassin at udfolde sig i. Det kan aflaste hendes ben, hvis det er parringen, der er lidt for hård ved hende.
Det er nok lidt for tidligt at lade æggene ligge. Og selv om du lader hende begynde at samle nu, så går der 20-30 dage, før hun har samlet nok æg til at ruge på dem. Det vil ikke umiddelbart aflaste hendes ben.