Vandglas blev brugt til at præservere æggene henover vinteren, dengang køleskabe ikke fandtes.
I følge Dansk Husmoder Leksikon fra 1954 skal du bruge 1 del vandglas til 9 dele vand. Bland grundigt og læg nylagte, ubefrugtede æg i, så de er helt dækkede. Væsken stivner til gele i løbet af 1-2 måneder. Æggene skal opbevares så koldt som muligt og kan ikke anvendes til blødkogte æg.
Men hvorfor ikke bruge køleskab? Hvis æggene kommer i køleskabet lige så snart, de er lagt, kan de sagtens holde sig mindst 4-5 måneder.
Hviden er ikke så god til marengs o.l. som hvis det var helt friske æg, men til almindelig bagning og madlavning fungerer de fint.
De tørrer efterhånden ud, men hvis du pakker dem i plastic - film eller pose - så fordamper der ikke så meget fra dem. Jeg gætter på, at vandglasset virker på samme måde - det var dengang, der ikke fandtes plastic heller.
Blommen har også en tendens til at synke mod bunden. Den kan komme til at sidde fast i skallen. Hvis du vender æggene hver anden uge, kan du forebygge det.