Lad mig se om jeg kan gribe den

Vores brevduer, er pt. lukket i voliere.Dette pga. deres fantastiske stedsans, ellers har vi fået fortalt de vil flyve hjem igen hvis ikke de når at få nogle kuld unger. Vi havde håbet de ville få unger inden vinteren så vi kunne have lukket dem fri. Men den ene fik vi fra en avler på Sjælland, fordi den var så afkraftet at den var føjet ind i min fars stue og ikke kunne flyve mere. Den blev ved at trippe bag efter ham, rundt i lejligheden. Han satte den ud flere gange, men den sad bare og forsøgte at komme ind. Da det var en brændende varm sommerdag, gav han fortabt og tog den ind, gav den vand og de frø han havde i køkkenet(han bager heldigvis tit og havde birkis, hirse, hør, sesam og solsikkekerner. )Da den havde siddet lidt faldt den i søvn, og min far bar den ud på badeværelset på gulvvarmen. Han kunne se den havde dybe bidmærker i vingerne sikkert fra en rovfugl, den havde undveget.
Da han bor i rækkehus midt i Odense, kunne han jo ikke have den. Han ringede til mig, og spurgte hvad vi skulle stille op med den. Jeg kom susende ved 22 tiden om aftenen med vores kattetransportkasse, imens klargjorde min kæreste et middlertidigt rum, med vand, mad, frisk strøelse, siddepinde osv.
Næste dag var den virklig stille, og vi var meget bekymret for om den ville holde til solnedgang. Vi tog dens ringnummer og fandt hendes ejere. Han var rigtig ked af at høre om hende, men mente ikke han kom til at kunne bruge hende til konkurrence igen. Da der var langt fra Nordsjælland til Fyn, aftalte vi, vi måtte beholde hende, hvis hun overlevede.
Han forklarede os, hvad vi kunne gøre for at hjælpe hende, og hvad hun havde brug for af mad vitaminer osv.
Efter nogle måneder, var hun faktisk- synes vi- helt på toppen. Vi ringede igen og spurgte om ikke han så ville have hende igen, for hun var jo ensom her hos os. Han forklarede at hun nu ikke var trænet, og desuden sikkert ikke stærk nok endnu, så hun var vores hvis vi ville have hende. Vi var jo blevet rigtig glade for hende, så vi ville meget gerne beholde hende og købte hurtigt en mage.
Desværre nåede de ikke at få unger, men vi håber inderligt det sker til foråret.
Især glæder jeg mig til at lukke dem fri, og se dem boltre sig og suse afsted.
Min farfar havde brevduer da jeg var barn, og han fløj konkurrenceflyvning. Jeg kan stadig huske lyden af når de kommer strygende sikke et smukt syn. Jeg håber også vi kommer til at opleve de vil indtage luften, men først når de rigtigt høre til her.