Mine høns lever til daglig af tilskudsfoder, som de har fri adgang til, samt hvede som jeg køber ved en af naboerne som er korn-bonde. Derudover får de husholdningsrester og har fri adgang til haven. Under opvæksten får de startfoder og voksefoder. Det giver en alsidig kost, og dyrene vokser godt og lægger rimeligt med æg. Husholdningsresterne er alt fra æbler der har fået brune pletter, kogte kartofler, ris, pasta og rester af kød og grønt, sovs, tørt brød og osteskorper. De elsker sådan en blanding, men jeg køber altså ikke menneskemad til mine høns. De må nøjes med det der ikke ryger i menneskemaver i første omgang. Der er ingen tvivl om at de helst vil have rester og korn, men da dette kun gives i fornuftig og afpasset mængde, så ryger der også en del æglægningsfoder ned, og så er jeg sikker på at de får de mineraler og vitaminer de har brug for.