Taget fra :
http://www.dfvf.dk/Default.aspx?ID=9640Coccidiose hos fjerkræ
De mest betydningsfulde endoparasitter hos fjerkræ er coccidier. Hos kyllinger/høns, kalkuner og gæs hører alle patogene arter til slægten Eimeria, og alle Eimeria-arter er udpræget værtsspecifikke. Hos ænder forekommer tillige Tyzzeria perniciosa. Coccidiose optræder hyppigst hos kyllinger/høns, kalkuner og fasaner i opdræt, mens forekomsten hos ænder og gæs er af mere sporadisk karakter.
Alle patogene fjerkræcoccidiearter udvikler og formerer sig i tarmkanalens epithel- og subepitheliale celler og medfører afhængig af coccidieart forskellige former for enteritis. Formeringscyklus varierer fra 4 til 6 døgn. En undtagelse er E. truncata, der forårsager nyrecoccidiose hos gæs.
De almindeligste coccidiearter og afficerede tarmafsnit ved sygdomsangreb fremgår af nedenstående skema.
Kyllinger/høns E. tenella blindtarme
E. acervulina forreste del af tarmkanalen
E. maxima mellemste del af tarmkanalen
E. necatrix mellemste del af tarmkanalen
E. brunetti bageste del af tarmkanalen
Kalkuner E. adenoides blindtarme
E. meleagrimitis forreste del af tarmkanalen
E. gallopavonis bageste del af tarmkanalen
Ænder T. perniciosa forreste del af tarmkanalen
Fasaner E. colchici blindtarme
E. duodenalis forreste del af tarmkanalen
E. phasiani bageste del af tarmkanalen
Duer E. labbeana forreste del af tarmkanalen
E. columbarum bageste del af tarmkanalen
Dyr i alle aldersgrupper er modtagelige for coccidiose, men sygdomsudbrud forekommer hyppigst hos unge dyr fra 2 til 8 ugers alderen. I tilslutning til smitte udvikles der hurtigt immunitet, der sædvanligvis kan påregnes at vare resten af livet, idet immuniteten under praktiske forhold holdes vedlige fra coccidier, der persisterer i det pågældende miljø. Immuniteten er specifik for den enkelte coccidieart. Immunitet mod f.eks. E. tenella medfører således ikke resistens mod de øvrige Eimeria-arter, der kan angribe kyllinger.
De kliniske symptomer ved coccidioseudbrud er varierende og afhængig af Eimeria-art; men ofte observeres de første sygdomstegn som pludselige dødsfald i forbindelse med blodtilblandet, slimet eller vandig diarre og generel nedstemthed hos dyrene. Samtidig registreres manglende æde- og evt. drikkelyst. I slagtekyllingeproduktionen, hvor coccidioseprofylaksen generelt er baseret på, at foderet er tilsat et coccidiostaticum anvendes ofte betegnelsen ‘subklinisk coccidiose', hvor symptombilledet i varierende grad er præget af nedsat tilvækst, forøget foderforbrug og undertiden tillige problemer med at holde strøelsen tør. Forholdet skyldes, at vedvarende brug af det samme coccidiostaticum gradvist bevirker, at der hos coccidierne udvikles resistens mod det pågældende stof.