Kelds bassin er faktisk hele 4 m2 - hvilket i praksis er ligegyldigt, for han er blevet bange for det og svømmer ikke i det længere. Jeg har planlagt nogle pædagogiske tiltag næste år, som forhåbentlig kan få ham i igen, men for denne sæson giver jeg op. Jeg er ret sikker på, at det var et angreb af trådalger, der skræmte ham. Siden april har han været i kun to gange; begge gange under supervision og bombardement med godbidder. Når jeg forlader bassinkanten, pisker han skrigende op, som var der en haj efter ham.
Bassinet er et gammelt ålebassin af glasfiber, som jeg fandt i Den Blå Avis. Det måler 2x2 meter og er 55-60 cm. dybt. Det er gravet ned, så det rager ca. 5 cm. op over græsplænen (nem adgang), og så har jeg lagt et par stabler kæmpestore betonfliser i til lidt under vandoverfladen, så han har let ved at komme op igen. Fliserne fungerer også som badestation, så han kan stå i vandet og ordne sine fjer.

Jeg har installeret en havedamspumpe (Aquamax 2000) med filter (Filtoclear 3000), men den har muligvis lidt for ringe kapacitet til en gås. Biofiltret var ikke kommet helt i gang endnu, da Keld blev landkrabbe. Jeg har også plantet dunhammer i en balje, der er hængt på kanten - jeg håber, det kan bidrage til en bedre vandkvalitet. Foreløbig har han ikke gnasket i planten, men det er muligvis bare et spørgsmål om tid... den kæmpestore løvstikke ved hans gamle badekar blev i hvert fald savet ned, selv om han ikke spiste den. Han var ret begejstret for at tage løvstikkepinde med op i karret og lege med dem.
Hvis du skal have en eller flere gæs til at bade i et bassin på 2 m2, vil jeg anbefale, at du enten installerer et megamonsterstort filter eller sørger for, at bassinet nemt kan tømmes og fyldes igen. Før Keld blev bange for bassinet, svømmede han rundt i det mindst 4-5 timer hver dag. Mange gæs kan også lide at være på vandet om natten, så vandkvaliteten kan hurtigt komme til at minde om tyk brun sovs.