Sidste torsdag da jeg kom hjem lå en af min unge maranhanekyllinger (fra maj) i vejkanten yderst på gårdspladsen. Nå ja det var da rigtig træls, men han var dømt til gryden alligevel. Det havde været sjovere at putte ham i gryden end i skraldespanden, men det er så prisen for det frie liv - en hane på snart 2 år. Håber blot han døde med det samme.
I weekenden holdt jeg godt øje med hønsene og ikke en eneste gang var der nogen på vejen - så jeg gjorde ikke yderligere.
Igår da jeg kom hjem lå der så en maranhønekylling fra samme hold ved hoveddøren! Tydeligvis også kørt ned.

Øv. Nå om og lukke døren i hønsegården - nu er der dømt udgangsforbud til haven til der kan sættes lidt havehegn op i weekenden. Så kan jeg lære det!
Hvis det så bare var det.
Da jeg var ude og fodre i morges og kaldte på kattene undrede jeg mig lidt over at den ene halvstore killing ikke kom ilende for fulde drøn som han plejer. Men da han kom forstod jeg ham sørme godt. Han kom haltende og havde tydeligt ondt i bagbenet, han gik desuden lidt sammenkrøbet. Da jeg kiggede nærmere på ham kunne jeg se at næse og mund også var medtaget. Da jeg først så han humpede tænkte jeg det kunne være han var faldet ned, men da jeg så munden var jeg egentlig ikke længere i tvivl. Hvis de lander forkert kommer de som regel trods alt ikke til skade i begge ender.
Han er bragt til dyrlægen, og jeg sidder nu på arbejde og venter på at de ringer når han er blevet røntgenfotograferet. Hård ventetid! Den anden killing sad hjemme i gårdspladsen da jeg kørte afsted og lignende en der manglede sin bedste ven. Vi fik dem begge i starten af august, da de var 12-13 uger gamle og siden har det været sådan at hvis man vidste hvor den ene var, vidste man også hvor den anden var.
Det sker desværre en gang i mellem at et dyr bliver kørt ned, når man gerne vil de lever det frie liv. Men 3 dyr på en uge er lige lidt hårdt