Jeg har lige læst alle jeres gode ord. Tak for dem.
Jeg har kendt min svigerfar i over 37 år, og han har været den ældre generations mand for mig, specielt, da jeg var yngre, for jeg mistede min egen far, da jeg var 14. Min svigerfar har (heldigvis) aldrig forsøgt at være en far for mig, men han har altid været der for mig (os), og han har været en fantastisk svigerfar. Min mor mistede vi i '98 og for nogle få år siden mistede jeg min lillesøster.
Begge mine svigerforældre har også betydet utroligt meget for vores børn, de har altid haft et meget tæt forhold, så de er meget berørte over, at Farfar er væk nu.
Der var en god, omsorgsfuld og kompetent pleje på intensivafdelingen, inden de stoppede den udsigtsløse behandling.
Heldigvis nåede de af os, der bor i DK, at komme frem.
Jeg tror ikke, min svigerfar nåede at opdage noget eller blive bange, han gled ind i bevidstløshed og vågnede aldrig igen. Det er godt, for så nåede han ikke at være bange eller bekymre sig for min svigermor. For os er det også godt. Det er altid ufatteligt hårdt at miste, men det er ikke mindre hårdt at miste efter lang tids sygdom, hvor man har set en elsket person sygne hen og endelig få fred efter måneders smerter og lidelser.
Bisættelsen er på lørdag, og indtil da er der så mange praktiske ting, jeg skal klare og arrangere.
Tak fordi I støttede mig
