Igår må jeg tilstå at jeg blev en smule religiøs. Aldrig har jeg været så sikker på at der var nogen/noget der holdt en beskyttende hånd over min datter og jeg. Vi var på vej hjem fra skole da vi, fordi der kom modkørende, holdt stille på vejen for at dreje til venstre når der var fri bane. Jeg når et splitsekund at se i bakspejlet at ham der kommer bagved godt nok kommer ret stærkt mod os, og så sagde det bang. Vi blev slynget i bilen 180* rundt. Heldigvis var Yazmin ok, hun var selvfølgelig bange men virkede ved sine fulde fem. jeg kunne ikke få min dørop og spurgte yazmin om hun kunne få sin dør op, det kunne hun og vi kunne begge selv komme ud af bilen. heldigvis var der jo en del trafik, så der var med det samme mange mennesker til at hjælpe. Jeg får yazmin ned at ligge og kan se at føreren af den anden bil ikke er kommet ud endnu, jeg går derover og idet kommer han selv ud af bilen, kun med tryk på brystkassen efter selen og slag på benet, men tæt på chok. "jeg så sq ikke I bremsede" andre tog over ved ham og jeg gik tilbage til Yazmin. Hun var chokkeret men ved godt mod. Kort tid efter kom der en med styr på førstehælpen og fik en til at holde Yazmins hoved stille og så holdt han selv derefter mit hoved i et skruestrik. og som den gamle førstehjælper jeg er er det meget svært at acceptere at jeg ikke kunne gøre en skid. Men den (pæne) hjælpsomme mand var meget myndig da han bestemt sagde " SID stille!"
Kort efter kommer tre ambulancer først kører de med den unge stakkels fyr, derefter bliver Yazmin spændt fast efter alle kunstens regler og kørt afsted, og så kom turen til klumpe dumpe her. Aldrig har jeg da lagt så ubehageligt, på et stift brædt med stiv krave på hovedet i spænd og i spændetrøje. i mellemtiden er min far kommet og han følger så efter ind på skadestuen. Hvilken befrielse, efter at være blevet grundigt undersøgt, at komme over på et blødere underlag at ligge og for første gang efter ulykken at se Yazmins smukke ansigt. Heldigvis havde ingen af os pådraget os nogen væsentlige skader, men musklerne er blevet ret så overbelastede og det mærkes tydeligt i dag. 3 timer efter ulykken skete var vi hjemme igen. Og må tilstå da jeg igen så min bil holde der i gården så gik det for alvor op for mig hvor heldige vi har været.
Jeg kan mærke at det for mig er vigtigt lige at få det hele fortalt og det er godt at få det skrevet ned, så det går lige ud over jer.... håber det er ok.
Yazmin har det ud over alt forventning i dag, leger og hygger som altid, lidt øm i nakken, men lidt smertestillende kan gøre det. Jeg kan mærke hver en muskel i kroppen og kan ikke løfte hovedet når jeg ligger ned men må kravle ud af sengen. men det er sq billigt sluppet.
Jeg kan ikke andet en føle at nogen har været over vores hoveder igår. og jeg er så evigt glad for at Yazmin stik mod alle regler sad på forsædet og ikke på bagsædet, så tør jeg slet ikke tænke på hvad der er sket.