Hej alle

For tiden er jeg i den heldige situation at være på ferie på Kaua'i (den nordvestligste og frodigste af de større Hawai'i-øer). Og her er simpelthen så mange vilde høns! Noget man er helt uvant med, når man kommer fra Danmark. Hanerne galer rigtig tit her, og man ser høns, haner og kyllinger de mærkeligste steder; på stranden, på parkeringspladser, ja faktisk alle steder i nærheden af mennesker. Og sikkert også i alle de skovområder, hvor mennesker sjældent færdes. Hønsene har ingen (!) fjender her ud over menneskene. Ingen ræve, ingen slanger. Øerne her er de mest isolerede i verden, og derfor er sammensætningen af dyr lidt besynderlig: Der er simpelthen kun de dyr, som selv kunne flyve eller svømme hertil. En flagermuseart og en (truet) sælart. Og så en herligt masse tropiske fugle, hvoraf mange kun findes her, fordi de simpelthen har udviklet sig her. Men da de første mennesker kom til øerne omkring år 3-400 efter en 3 mdr. sejltur i kano fra Polynesien (Samoa, Philippinerne og den slags) havde de grise, hunde, rotter og forskellige andre dyr med. Derfor er der et mårlignende dyr, som vi var heldige at se en dag, der på de andre øer holder hønsebestanden i ave. Men ikke på Kaua'i af en eller anden grund. Så her er rigtig mange. Jeg synes, de har nogle flotte farver, flere forskellige farvevarianter faktisk, både sort/hvid-plettede og noget jeg ville kalde agerhønefarvet med en masse små detaljer på hver enkelt fjer (jeg ved ikke rigtig noget om hønsefarver, men det gør I sikkert

), hvor hanerne har orange halsfarve.
Nok snak, nu kan I selv se de nysgerrige og særdeles menneskevante høns. De dukkede pludselig op i hobetal (talte min. 40 stk. inkl. kyllinger) på en udsigtsplads, da et par turister begyndte at fodre to høner. Så var der ellers kamp om brødlunser og pomfritter. Selv små halvdunede kyllinger havde lært vigtigste trick i hønselivet: snup og LØB!

I får også lige et sjovt billede af en rigtig sød kat, der fulgte os rundt på en guidet tur i en tropisk have. Den rystede pludselig hovedet, da min mand ville tage et billede









