De fleste høns fortærer nok ca. 80-120 gram foder/korn osv. pr. døgn, men det er meget afhængigt af hvad de i øvrigt bliver tilbudt. De af mine høns, der går frit spiser ikke ret meget foder. Prøv at søge lidt på foderpriser. De varierer en del, alt efter hvor du køber det. Mine høns får økologisk æglægningsfoder fra Land og Fritid og korn fra en lokal bonde (rørende billigt), så mine foderudgifter er kun høje, når jeg har kyllinger og skal købe specialfoder til dem.
Grit og skaller koster lidt for en sæk som så til gengæld holder i umindelige tider. Jeg husker ikke prisen. Jeg køber mit i en 25 kg.'s sæk hos Land og Fritid.
Herudover får de flydende vitaminer i drikkevandet 1 gang pr. uge. Dem køber jeg hos America (se link nederst til venstre) og de koster vist nok ca. 30 kr. for en flaske, der holder ca. 3 md.
Mit bundmateriale er sand og jeg har endnu undgået at betale penge for det, men hvis man henter det i en grusgrav koster det kun et par hundrede for en trailerfuld.
Til gengæld spiser hønsene så alle de madrester, du ellers ville smide i skraldespanden og de repræsenterer jo også en værdi (især den der mango, der lige blev lidt for blød til, du selv gider den osv.) og det føles bare SÅ godt ikke at smide mad i skraldespanden.
Udover de ovennævnte omkostninger, så kan du få brug for utøjsspray og en dyrlæge (orm, infektioner osv.). Jeg har aldrig haft dyrlæge til mine høns, men de kan jo blive syge de kræ, så det skal der jo også være penge til...