Jeg var lige kommet ind fra haven med dagplejebørnene, og ville gøre klar til frokost, mens de legede i stuen. Jeg åbner køleskabet, tar' maden og i det køleskabsdøren smækker i, lyder der bare et skrig bag mig. Da jeg vender mig, ser jeg en af vores små nysgerrige killinger, som er kommet i klemme, og da jeg befrier den, sidder killingen bare helt stille, og trækker vejret i små ryk.
Den er helt gal, og jeg SPÆNER ud i haven med killingen i hånden, mens jeg kalder på bonden inden ved siden af. Han er der selvfølgelig ikke, og pludselig begynder killingen at lave, mens dens øjne ruller lidt, og jeg er bare helt desperat.
Ind og ringe til genboen, som heller ikke er hjemme, men som guider mig og siger at den skal slåes imod noget hårdt, for at få fred. Og efter at samlet mig mod jeg ved ikke hvor mange gange, får jeg aflivet killingen

Troede aldrig jeg skulle gøre sådan noget, og er bare SÅ trist over det. Børnene opfattede heldigvis ingenting...føler mig bare så trist indeni...
