Synes lige, at jeg vil dele min seneste eksperiment med rugning af forskellige terminer med jer.
Jeg ruger i min lille blå fra Harald Nyborg, og der kan som bekendt være 24 store æg i, men da jeg havde samlet 30 æg, og samtidig er meget utålmodig af natur, fjernede jeg alle skilleskinnerne, og ta-da...! der var fint plads til alle 30 æg. Da hønsene forsatte med at lægge æg, begyndte jeg efterfølgende at stable æggene oven på hinanden, og til trods for forskel i fugtigheden nær klækningen, tænkte jeg at, går den, så går den.
Heldet var med mig.
Alt i alt kom der 50 æg i (der kunne være mange flere), og af disse 50 var 30 stk. med samme termin, og de sidste 20 havde termin hen over 1 1/2 uge (dvs. da de første 30 klækkede, var de resterende kun godt halvvejs igennem.
Og hvordan gik det så med fugtighed m.m?
Jeg tænkte at det nok var bedre at miste 20 end 30 æg, derfor hævede jeg fugtigheden til 60-70% 2 dagen inden de første æg skulle klække, det holdte jeg til de sidste kyllinger var ude (dvs. de sidste 20 æg blev ruget med høj fugtighed), og der var absolut ingen problemer med for små luftlommer.
Ud af de 50 æg klækkede 42 sunde og raske kyllinger, med undtagelse af en kylling der tilsyneladende fik beskadiget et eller andet (lam på det ene ben), da den kom meget blodigt ud før tid, fordi jeg tabte hygrometeret ned i ægget . Af de resterende 8 fusere, var de første 6 gået til grunde inden 7 dagen, og ALLE havde de overskredet "holdbarheds datoen" (4 uger gammel æg).
Eksperimentet viser at det godt kan lade sig gøre at fylde æg i løbende, uden at bekymre sig det store for fugtigheden, når blot den er høj nok under klækningen.
Ulempen er dog, at man nok ikke skal trække den længere end 1 1/2 -2 uger, da størrelses forskellen på kyllingerne bliver for voldsomme, idet de første kan se de sidste som svage og mindre, og derfor hakke efter dem.