For 9 dage siden gik Naboen hjemmefra en formiddag. Da det blev opdaget, blev der selvfølgelig sat en større eftersøgning i værk af flere af de omkringboende....vi undlod dog i første omgang at tilkalde politiet. Naboen har haft det lidt svært på det sidste, med nogle store omvæltninger i sit liv, så vi var lidt bange for, at det kunne være årsagen til hendes forsvinden. Hun blev heldigvis fundet i god behold efter nogle timer af en mand fra kommunen.
Naboen er af og til alene hjemme en stor del af dagen, så vi ved ikke, om hun før har "strejfet rundt", men siden vi blev opmærksom på den lidt mærkelige forsvinden, har vi selvfølgelig holdt øje med hende, og faktisk fundet ud af, at hun går sin vej hver formiddag, for så selv at vende hjem et par timer senere.
Nu vil mange så mene, at hun skal have lov til at forlade sit hjem, som det passer hende, men heri har jeg ikke været helt enig....fordi...
Naboen er MIN høne - hentet nede hos Tanja S Borch for en god måned siden.
Naboen er en dejlig Isa/Vorwerk høne. Naboen og hendes "søster" er faldet pænt til (synes jeg) sammen med de "gamle" høns...men hun synes altså ikke, at jeg er værdig til at få hendes æg, for nu har jeg holdt øje med hende, og hver formiddag forcerer hun en hæk på 180 cm...spankulerer gennem menneskenaboens stooore grenbunke, over hans lige så stor kompostbunke og forsvinder ind i et for os ufremkommeligt krat

Et par timer efter efter vender hun så tilbage, mens hun højt og tydeligt stolt fortæller, at der er blevet lagt æææææg!!!!
Jeg kan ikke rigtig forhindre hende i at gå - jeg kan ikke rigtig komme det sted, hun har udvalgt og jeg synes, at det er synd at stække hendes vingefjer...men nu ved jeg i det mindste, hvorfor Naboen ikke lægger æg mere.......herhjemme i hvert fald
