Som datter af en militær-far, kan jeg høre at alt er ved det gamle. Min far blev også sendt rundt: Tyskland, Cypern, Bornholm, Cypern igen og så Midtjylland - og tilbage til Tyskland - med meget kort varsel. Så ham så jeg ikke meget til i min tidlige barndom. Men det ligger jo i jobbet. Mine forældre tog konsekvensen og han fik et dårligere betalt job uden for militæret - som han ellers elskede. Men så var han da i det mindste hjemme. Så det er da vist et personligt valg, hvor meget man vil "ofre" for jobbet. Selv er jeg sygeplejerske og kan i princippet blive kaldt på arbejde når-som-helst ved behov. Kan være sikker på at skulle arbejde adskillige af årets helligdage/weekender og kan ikke altid afspadsere på dage, hvor det er praktisk for MIG eller holde ferie når jeg ønsker det. Sådan er det. Kan jeg ikke leve med det, må jeg jo finde noget andet at leve af

.
I øvrigt undrer det mig (også i min egen lille familie) at betalte barnepiger ikke eksisterer mere. Næh, man skal have passet børn af bedsteforældre når der er lukkedage i børneinstitutionerne. Det må ikke koste! Så er der jo ikke råd til tre udlandsrejser årligt, to biler, hus og adskillige fritidsinteresser..........
Nå, jeg er vist bare ved at være gammel, sur og indebrændt

.