Bær over med mig. Jeg trænger til at beklage mig. Over almen menneskelig dumhed og uvidenhed og dens konsekvenser for en lille firbenet fyr.
I det civile liv tjener jeg blandt andet min sparsomme indkomst som adfærdsrådgiver på en dyreklinik. Her har jeg nu nogle gange mødtes med Lille Hund og dens (nye) ejere. Det er fornuftige mennesker, som ikke har den store viden om hunde, men ønskede sig en lille ven, de kunne gå ture med, lege i haven med og dele livet med på fornuftig vis. De havde ikke lyst til en hvalp - alt det der med renlighedstræning og at lære den livet at kende er så stor en opgave - men tænkte, at hvis de kunne få en lille voksen hund, som trængte til et nyt hjem, så ville de rigtig gerne det.
Det gjorde de så. De fandt en lille bomuldshund på 1½ år, sat til salg i gul og gratis. De kørte 300 km. til den anden ende af landet og faldt pladask for det lille dyr.
Sælgeren fortalte dem, at hun selv havde avlet ham. Hun havde fire andre. Han var allerede far til et kuld hvalpe. Og nu skulle hun og manden skilles, så hun havde intet andet tårevædet valg end at sælge den lille fyr.
Hvad sælger glemte at fortælle, var, at den lille fyr aldrig havde været andre steder end i et værelse i hendes hus og i hendes have.
Aldrig en gåtur på gaden. Aldrig ud og møde fremmede hunde og mennesker. Intet.
Nu er det jo sådan med hunde, at bliver de ikke miljøtrænede og socialiserede i rette tid som hvalpe, så er det meget, meget svært - i nogle tilfælde umuligt - at rette op på.
Det sidste havde vores familie nok en fornemmelse af, men at deres lille ny familiemedlem var sådan en, det anede de ikke, da de tog ham med hjem.
Med hjem til deres hus i en tætbebygget og befærdet forstad til Odense.
Til deres muntre hverdag fuld af venner på besøg, teenagedøtre med pyjamaspartyer og det hele. Og et hus, hvor stuens eneste, store, vindue vender ud mod en befærdet vej med så mange synsindtryk, at den lille fyr går helt agurk af det.
Går man tur på gaden med ham, bliver han så stresset af alle de mennsker, hunde, biler og cykler, at han tilsidst slet ikke kan styre det. Han er bange for det hele, og en dag bed han et lille barn i flyverdragt og kælk, der kom alt for tæt på til at han kunne klare det.
(Der gik ikke hul i nogen. Han markerer. Men det må man jo ikke...)
Derhjemme er han stiv af skræk hver gang dørene går op. Der kommer fremmede ind! Det er uhyggeligt! Familiens egne medlemmer holder han meget af. De særlige, der kommer på besøg næsten dagligt, er han også kommet til at elske, men alle de andre.. dem der kommer en gang imellem.. uh, han er så bange! Og på særligt stressede dage, skyder han som et projektil ud af kurven og sidder i låret på gæsterne, når de træder ind ad døren. Igen - der er aldrig gået hul - men det er jo alvorligt nok.
(Og ja, nu er den ellers åbne gadedør altid låst - hvad der forebygger angreb, men ikke løser hundens angstproblem)
Den sidste måned har de boet bag nedrullede gardiner, uden gæster, og kun gået tur på særlige, mærkelige tidspunkter, hvor der ikke er folk på gaden. Mens de prøvede at arbejde med hans problemer.
Men de har jo også arbejde, og skole og..
I går kastede de håndklædet i ringen - og man forstår dem jo! Hvis dyret skal have en chance, skal de sælge huset og flytte langt ud på landet og erstatte deres muntre liv med de mange, mange spontane gæster med et stille og megt planlagt liv.
For en livlig familie er det jo ikke et liv.
Så nu sidder den ellers så søde, samarbejdsvillige og kærlige lille hund på dødsgangen. Mens alle arbejder på at finde et menneske, en familie, nogen.. som kan og vil og har lyst til at overtage en socialt handicappet lille hund og give den et godt liv.
Der er ikke så mange kandidater.
Og morens i familiens ord, da hun gik ud af døren, ringer stadig lidt i mine ører. "Hun burde tvinges til at tage ham tilbage. Så kunne hun selv tage konsekvenserne. Nu skal jeg igennem al den smerte ved at aflive ham. Jeg skal græde snot i flere dage.. fordi hun ikke gjorde, hvad hun burde gøre, da han var lille. Og hun kan bare gøre det igen med andre. Og det er dem, der betaler prisen".
Det er til at blive vanvittig af. Og der er alt for mange af den slags hunde - jeg møder dem jo hele tiden.