Min gås Keld leger med den ene kat, Leo. Leo stiller sig i nærheden af Keld, og Keld går så hen og "plukker" lidt i katten. Leo smider sig på ryggen og nyder at blive grovnusset, men når Keld bider for hårdt, hopper Leo op og tjatter til Keld eller tager ham om halsen med poterne. Så går den vilde jagt: først katten efter gåsen, og så gåsen efter katten. Det ser kanonskægt ud, og de virker også til at have det fantastisk sjovt sammen. Jeg har desværre ikke fanget det på kamera endnu, men det er forhåbentlig et spørgsmål om kort tid. De leger sammen på den måde flere gange om dagen, somme tider 5-10 minutter ad gangen.
Keld prøver også at nappe i den anden kat, Georg, men han gider ikke lege så meget, så han får for det meste lov at ligge i fred. I sengen ligger de to tit og sover ved siden af hinanden.
Begge katte kan finde på at ligge på lur bag en hæk eller et træ efter gåsen. Når den så kommer tæt på, springer de pludselig frem foran den, gåsen bliver forskrækket og hviner, men så løber den efter dem.