Velkommen på forum, Klaus

Og tillykke med valget af verdens hyggeligste hobby

Du skriver, at du gerne vil have æg og også lidt til slagt, men også at du regner med at det skal være dværghøns.
Pålidelige æglæggere kan f.eks. være araucana, maran og wyandotter i dværg, jeg har de to sidste slags (har haft araucana) og alle er også gode æglæggere (også vinteræglæggere). Blommerne i deres æg er store i forhold til ægget.
Når man tager i betragtning, at det er dværghøns, er der også temmelig meget kød på en ung slagtet hane: mellem 500 og 1000 g, og er man flere kan man altid smide 2-3 i gryden.
Hvis du har mulighed for det, synes jeg du skal have en hane også, det giver en helt anden harmonisk adfærd i flokken.
Har du ikke mulighed for hane, er kyllinger ikke udelukket, så kan du købe nogle rugeæg og lade en af dine høns ruge kyllinger ud.
Det kunne så måske være en mulighed at ruge en stor slagterace ud?
Dværgwyandotter er fantastiske skrukker og gode kyllingeførere, og du kan nemt "programmere" dem til at skrukke, de er gode begynderhøns og fås i næsten 30 forskellige farver. Deres æg er fra sart lysebrune/rosa over i det lidt mere brune.
Dværgmaran er stadig ret sjælden i Danmark, de høner, der skrukker er gode skrukker og kyllingeførere, deres æg er chokoladebrune.
Dværgaraucana er heller ikke så almindelige i Danmark, igen de høner, der skrukker er gode til det, deres æg er turkisfarvede.
Silkehøns, som Christina foreslår er rigtig nuttede og dygtige skrukker og kyllingeførere og de vil rigtig gerne skrukke. Derfor hører man også fra mange, at det kniber lidt med æggene, desuden er deres hud blå, og det er der nogen, der finder lidt aparte i gryden.
Men det er en super årstid at bestemme sig, for lige netop nu er der en masse hønseudstillinger i Danmark, så ta' rundt og kik, få en snak med avlerne og læs lidt om de forskellige racer, der er en masse gode bøger på biblioteket.
Du kan også have flere slags høner og så hane fra den race, som du gerne vil have kyllinger fra.
Held og lykke med din beslutning.