åhr altså, igår da jeg gik ud og fodrede i volieren mødte der mig et trist syn. En af ungerne var helt indsmurt af blod i hovedet og den ene fod var mørk og forkrøblet.
Jeg tog den med ind og vaskede den forsigtigt med en engangsklud og lunkent vand. Fjernede størknet blod, der havde klistret 2 af tæerne sammen og rensede fjerdragten. Den er også helt bar under den ene vinge.
Hele aftenen igår sad den så og tørrede og fik varmen i viskestykket på mit bryst og nu krydser jeg bare fingre og håber på det bedste. Den bor p.t. i et bur herinde i huset i stedet for ude hos de andre, jeg må jo lige holde øje med patienten. Desværre har den det vist ikke så godt, men den har jo også været ude for en hård medfart.
Nu kan jeg gå og tage den ud og nusse den og den lukker bare øjnene, når den bliver aet.
Jeg har aldrig haft en tam undulat (dem, jeg har haft, var aldrig rigtig tamme), og da vi fik de første i volieren var jeg faktisk skrækslagen for dem. Det er kun 3 mdr. siden. Og se mig nu.
Jeg har siden kl. 6 imorges haft denne sang i hovedet: jeg er en lille undulat, jeg har så ondt i min mave, men dem jeg bor hos, men dem jeg bor hos, de er så nærige. De gi'r mig sild, hver eneste dag - men det vil jeg slet ikke have, nej jeg vil hellere, nej jeg vil hellere ha' coca cola og IS!