Da jeg har solgt lidt ud af mine høns og kyllinger, har jeg idag samlet nogle af dem i de små huse og indhegninger og sat sammen i den store hønsegård.
I den store hønsegård regerede min store maranhane, men efter han har skiftet adresse for nylig, har de to store og temmeligt skrappe New hampshire damer styret gården med hård hånd.
Jeg besluttede at sætte min silkehane ind til dem for at se, om han kunne styre dem, selv om han jo er en del mindre.
Da jeg satte ham ned på jorden i gården, stod de to røde og kiggede nedladende ned på den der lille brune nullermand... - og så begyndte de ellers at rulle ham i støvet. Den behandling er han bestemt ikke vant til fra damerne - så 'nullermanden' forvandlede sig med ét slag til Karate Kid - fór med lynets hast i hovedet på den nærmeste, smuttede under hende, vendte sig om, slog ud med kløerne, vips, vendte sig om igen og hoppede over hønen, som stoppede op og kigge forundret på den lille og lynhurtige herre. Alle holdt vejret et øjeblik. Ikke et kluk kunne høres. Silkehanen, som gjorde sig så stor og høj kan nu kunne, hoppede op på deres regnly midt i hønsegården, og udstødte sit livs flotteste gal!
Siden har der været HELT roligt i hønsegården, og alle går og passer sit! Hanen kan ovenikøbet kalde de skrappe damer til sig med mad-klukken og fodre dem med korn. Og de er lykkelige for at få en ny hane...

(Tommy, han er alletiders lille fyr, jeg er super glad for ham

)