Nåmen mine halvstore silkekyllinger flyttede ind i deres nye, fine residens i weekenden.
Hønsehuset er hævet knap en meter over jorden, så fjerkræene skal lige finde ud af at bevæge sig rundt på deres hønsestige, for at komme ind og ud, og dét er de ikke udelt begejstrede for. Faktisk virker de en anelse fortørnede, for så vidt høns kan være det

Det går fint med at komme ud, især hvis der er udsigt til et saftigt stykke med græstørv i hønsegården, men ellers holder de sig væk fra stigen, så jeg har indstillet mig på noget putterutine.
Hønsekyllingerne er ikke håndtamme endnu, så jeg havde indstillet mig på visse problemer med putningen, men første aften gik det rimeligt godt, kun med lidt skræpperi og blafren rundt, da jeg indfangede dem en halv times tid efter deres normale sengetid.
I går aftes ventede jeg til det var blevet lidt mere mørkt, og de fire hønsekyllinger sad i en bunke og så ud til at halvsove for foden af trappen, da jeg entrede hønsegården.
Den største kylling løftede hovedet på sådan en lidt distræt måde da jeg kom, men ellers var der ingen reaktion, og hele holdet blev forsigtigt hældt i hønsehuset uden modstand og da de nærmest bare stod op og sov videre der hvor jeg havde puffet dem ind i hønsehuset, hjalp jeg dem videre op i deres balje med halm, hvor de ynder at sove. Stadig kun med et enkelt vrissent kagl fra en enkelt kylling, ellers kun forvirrede pip.
De opførte sig i påfaldene grad som husets menneske-teenager om morgenen og virkede nærmest lidt bedøvede, og jeg ville have moret mig kongeligt over de matte høns, hvis ikke det var fordi, jeg blev helt bekymret for, om det er helt normalt at de sådan slukker for al modstand og årvågenhed når solen går ned?