Fødevarestyrelsen har efter fund af H5N8 i døde ænder i Nordtyskland og Polen, opfordret danske fjerkræholdere til at være på vagt og holde deres dyr indendøre. Til DR P4 Sjælland har Fødevarestyrelsen også understreget, at der er store økonomiske konsekvenser for fjerkræerhvervet, hvis der også sker et udbrud i en hobbybesætning.
Europæiske erfaringer fra 2014-2016 med udbrud af netop den type (H5N8), som er fundet i Nordtyskland og Polen viser, at det IKKE hjælper at holde dyrene indendøre. Udbruddene i besætninger med tamfugle er netop sket i indendørs besætninger hvor dyrene IKKE har haft adgang til det fri! Senest i en besætning med kalkuner i Ungarn, video af hallerne kan ses her:
http://hirtv.hu/ahirtvhirei/madarinfluenza-pusztit-kilencezer-pulykat-kellett-leolni-1369983/EFSA, som er den europæiske udgave af Fødevarestyrelsen har da også konstateret dette i adskillige rapporter. De peger på at smitten er blevet slæbt ind i besætningerne via mennesker, køretøjer, udstyr, skadedyr, levende dyr og/eller produkter fra dyr forurenet med virus, men IKKE ved direkte kontakt med vilde fugle. Erfaringer fra det schweiziske forskningsprojekt Constanze fra Bodensee viser også at vilde svømmefugle IKKE blander sig med tamme fugle i hønse- eller andegårde. Der er derfor ikke videnskabelig baggrund for at holde dyr indendøre. Det hjælper ikke. Tværtimod vil det stresse dyrene og dermed gøre dem mere modtagelig overfor eventuel virus.
Langt vigtigere er det at fokusere på IKKE at bringe smitte til sine fjerkræ. Hav en høj biosikkerhed og sørg for at det fodtøj og andet udstyr som bruges blandt fjerkræ er renset og ikke har været i kontakt med vilde svømmefugle eller steder de opholder sig, såsom strande og vandhuller. Det vil, i modsætning til indespærring af fjerkræ, nedsætte risikoen for smitte med H5N8.
I august i år påpegede vi fra Dansk Fjerkræ Forum efter 8 udbrud af fugleinfluenza i gråænder, at der var en stor risiko for at sprede fugleinfluenza ved opdræt af såkaldte skydefugle. Her var meldingen fra Dansk Fjerkræråd at “Det er en risikofaktor, som vi i branchen er nødt til at leve med.” På samme måde må både hobbyavlere og store kommercielle besætninger altså leve med den her risiko når der er fugleinfluenza i vilde fugle.
At et udbrud i en hobbybesætning kan give økonomiske konsekvenser for kommercielle fjerkræavlere må de tage på deres egen kappe. Fjerkræerhvervet har simpelthen sovet i timen i mere end 10 år! Det er nemlig muligt at få indført noget der hedder segmentering, så et udbrud i et segment (eksempelvis hobbyfjerkræ) ikke får betydning for handel i et andet adskilt segment, (eksempelvis slagtekyllinger). Det var oppe at vende i 2006 i Folketingets Fødevareudvalg: "De internationale handelsregler for fødevarer og dyr er til diskussion i disse år. Det er blandt andet foreslået, at et land skal have mulighed for at opdele f.eks. fjerkræproduktion i en professionel del og en hobby del. Målet er, at den professionelle del og eksporten ikke påvirkes af et udbrud i hobbyfjerkræ, hvis hobbyfjerkræ ikke udgør en reel risiko for erhvervsfjerkræet.”
Det betyder på godt dansk at hvis dette var blevet gennemført, så ville et udbrud af fugleinfluenza hos en der holder 3 høns i baghaven IKKE betyde noget som helst for eksporten! Desværre er der intet sket på dette område siden 2006 og derfor vil et udbrud af fugleinfluenza hos en hobbybesætning stadig kunne have økonomiske konsekvenser. Men det må fjerkræerhvervet tage på sin kappe. Det er rettidig omhu som i den grad er savnet hos fjerkræerhvervet. Det kan hobbyavlerne ikke klandres for.
http://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/danske-fugle-undersoeges-fugleinfluenza