Erik Andersen skriver om det problematiske i at gribe ind over for den naturlige hakkeorden blandt dine Isa Brown. Jeg har dog selv gjort nogle gode erfaringer med at fjerne de høns, der befinder sig nederst i hierakiet, hvis tilstanden gik fra at opretholde hakkeorden til decideret lynching. Og jeg har fjernet dem og dermed grebet ind i "naturens orden" ud fra følgende betragtninger:
På mange områder er det "naturlige" for de høns, vi holder i fangeskab forlængst forsvundet. Det er der flere grunde til. For det første er den mest åbenbare årsag, at vi hegner dem inde, hvilket i sig selv nemt kan blive en stressfaktor, når det gælder at komme væk fra en hakkestrid flokfælle. For det andet har mennesket i henved 7.000 år avlet høns i den retning, vi gerne vil ha' dem. Det vil sige med fokus på æg, og kød. Vores fokus har ikke været på, om de havde en sund, naturlig eller "brugbar" flokadfærd. Ligesom vores avl af høner, der ikke kan blive skruk, vil være den visse død for arten, hvis det var i naturen. Endnu et eksempel på, hvor unaturlig, vi har konstrueret de fjerede væsner.
Derfor ved jeg ikke, hvor mange uspolerede naturregler, der gælder for domesticerede høns, når det kommer til stykket. Heller ikke når det gælder flokadfærd.
Men jeg har selv følgende erfaring med Isa Brown:
Pt passer jeg en flok Isa Brown på ca 20 stk, som jeg ofte passer i ferieperioder og weekender, når ejeren ikke er hjemme. Derfor har jeg efterhånden nogle år, studeret deres adfærd fra sidelinjen. Det har også ført med sig, at jeg har grebet aktivt ind, når hakkeriet og trynen af svage flokfæller, gik over gevind hos disse charmerende hybridhøns. I tidens løb har jeg selv adopteret fire Isa Brown fra samme hønsegård, fordi de blev moppet i en grad, så det vil have kostet dem livet, hvis jeg ikke havde blandet mig.
Min yndlings-Isa Brown "Lyse", druknede desværre i vandtønden for nylig. på grund af min mangel på omtanke i forhold til husets regnvandsbeholdere. Men Lyse fik jeg i sin tid, fordi hun sad på pinden hele dagen, i ovennævnte hønsehus, fordi de andre mobbede hende groft. Der var ikke blot tale om, kend-din-plads hakkeri. Det var decideret lynching, som Lyse blev udsat for, når hun vovede sig ud i gården. Jeg snupped hende, og sammen med mine tre andre adoptiv-Isa Browner, gik Lyse fint. Hun var stadig underhøne i sin nye flok, og blev mindet om dette i ny og næ. Men det var inden for det acceptable, nu hvor hun havde skiftet flok. Jeg observerede ikke, at de resterende Isa Browner i den anden hønsegård, udnævnte en ny under-lynching høne. Selvfølgelig har der været en underhøne, men ikke én, der som Lyse måtte henslæbe sit liv på pinden. Derfor var det en god ide at fjerne hende fra den flok, hvor hun bare ikke passede ind.
Og så en utrolig historie:
På et tidligere tidspunkt var der en anden flok Isa Brown, i samme hønsegård. Her observerede jeg også en underhøne, der sagde nogle kluklyde( lidt i retning af en skruk), hvilket fik de andre høner op i det meget røde og meget aggressive felt. Jeg måtte flere gange løbe ind i hønsegården og redde hende op på min arm, når de andre gik amok på hende. Og tamme som Isa Brown jo er, blev det efterhånden sådan, at dem samme høne selv kom farende hen til mig for at blive reddet op på min arm, når de andre var efter hende. Så kom ejeren hjem(genbo) og overtog selv pasning af flokken. På den tid af året kom de ud hver eftermiddag, og kunne derfor løbe op i min have, hvis de ville. Pludselig en kold morgen i marts åbner jeg døren, og hvad ligger ude på dørmåtten? En nøgen, blodindsmurt afpillet høne, der var blåsort af kulde. Det var den samme høne, jeg havde beskyttet mod lynching, da jeg passede flokken. Da jeg ikke længere var der til at overvåge adfærden, har de andre haft held til at trænge hende op i en krog og flå alle fjerene af hende med dybe hakkehuller i ryggen til følge. Ejeren havde overset den angrebne høne, da han lukkede dem ud i haven om aftenen. På det tidspunkt har hun åbenbart set sit snit til at stikke af fra flokken og har slæbt sig op til min dørmåtte, hvor hun tålmodig lå og ventede på, at jeg dukkede op.
Happy end: Jeg tog hende ind, og plejede hendes sår. På det tidspunkt havde jeg ikke selv fået hønsehus. Derfor sørgede jeg for hun fik status som personlig forfulgt flygtning, med dertil hørende asyl i Jylland. Nu hedder hun Fioana og går og hygger sig med hyggehønsene Hans og Grethe. De går frit det meste af tiden, og her er ingen hakkeri. Flokken er så lille, at hver især véd, hvor den befinder sig i hierakiet. Ren ro og idyl
Nyeste
Enlige hanner
Fra MosterGitte 
Agerhønefarvede dværgwyan...
Fra Sumsa 
nye kyllinger
Fra Gerda 
Høns og ænder sammen
Fra Hans-Kurt 
Paduaner søges.
Fra Claus Olesen 
