Jeg har slået den ihjel...

[Berit H.]

Stakkels dig Tanja... kan sørme godt forstå dig... men du er nødt til at forlige dig med at sket er sket... men der kan gå rigtigt lang tid - inden det kommer ud af dit system - ikke at den er død - men tanken om hvordan.
Jeg gjorde noget frygteligt for mange år siden - mange uheldige omstændigheder - der dog ikke kan bortforklares med andet "end det gik for stærkt" - gjorde at jeg slog en stor kattekilling ihjel i min vaskemaskine. Den følelse der opstår i en når man finder ud af at DET er sket - og at JEG er skyld i det.. den er så modbydelig  og selv om det er 7 år siden... så er jeg næsten manisk den dag i dag - inden jeg starter min vaskemaskine... trods det at vi slet ikke har katte mere - kun en hund på 85 kg ( og hende ville jeg nok ikke lige overse - hvis hun skulle stikke hovedet i vaskemaskinen ).
Så du kan tro at jeg føler med dig.
Jeg er ret sikker på at din dreng vil klare det bedre end dig - børn har en helt anden tilgang til de følelser ... heldigvis
men et stort trøstekram fra
Berit

[Tanja S.B.]

Tak Berit, for den bekendelse - jeg kom til at grine ved tanken om din 85 kg. hund i vaskemaskinen
Ja, jeg tror også jeg bliver ved med, i lang tid fremover, at have et lidt mærkeligt forhold til at stikke hånden ned i en mørk fodertønde... For slet ikke at tale om at lægge låg på den

Men jeg bliver nødt til at dele, hvad der tegner til at blive en fantastisk afslutning på historien, med jer!!!
Gunni var jo så sød at tilbyde mig en af sine supertamme kyllinger. Efter lidt tids ærgelse over at Løgstør er meget langt væk fra Farum, så kom jeg til at tænke på at Allan, jo jævnligt kører til Sjælland og har hjulpet mig en gang før. Ydermere fandt jeg ud af at Allan og Gunni slet ikke bor så langt fra hinanden... Og tænk engang, det er lykkedes mig at overtale Allan til at hente to splash hønniker hos Gunni og tage dem med til mig næste gang han kører til Sjælland

Jeg kan slet ikke få armene ned!!!