Spis høns - så bliver du sund.

[Magnus]

Hold da fest, mand. Her sad jeg og troede, jeg skulle læse om høns...

Jeg har aldrig haft nogen depressioner, aldrig været på medicin (undtagen lokalbedøvelse hos tandlægen), og jeg har umiddelbart intet personligt forhold til de skrækkelige ting, I skriver om.

Ét kan jeg dog give jer ret i: høns er fantastiske. Dyr i det hele taget er nok en stor hjælp til at finde ro, men der er efter min mening ikke meget, der er hyggeligere end en hønemor med kyllinger. Det er ligefrem så jeg tænker, om det mon kan blive ved at være så fedt.

Desuden er det også - som så mange hobbyer - et mål. Alle de ting man skal bygge, afprøve, gennemtænke og sætte sig ind i, altsammen med det klare formål at få en glad og harmonisk (og, hvis man virkelig tager det alvorligt, smuk, højtydende og racetypisk) hønseflok.

Hurra for fjerkræet!

[sussie]

Jeg kan kun give alle ret i at dyr er dejlige for sjælen. Har selv lidt af depressioner siden jeg var barn til den dag i dag og kommer nok aldrig af psykofarmika, men havde jeg ikke mine dyr ville jeg mangle noget beroligende

Jeg elsker mine børn, heste, høns, kyllinger og kat...................Dejligt at være tvungen til at stå op til noget der giver mening..

[marina]

hvor er det skøøøønt at se mænd, i alle aldre, tør fortæl hvordan de har det. og har haft det. godt gået!!!!!!!
jan: helt enig med dig i psykofarmika og abstinenser. jeg gik på de i en årrække. både hjemme i nordnorge, men også her. og her er prisene noget anderledes. vanvittig dyrt. så det endte op med at både medicinskabet og kontoen var tom på samme tid. havde jo ikke noget andet valg end at stop. og for fa.... hvor blev jeg syg. fysisk, altså. og jeg blev en smule skræmt af den virkning det havde på mig, så jeg nægter konsekvent at tage de igen. som jeg har det nu, vel og mærke. bliver jeg alvorlig psykisk syg igen, vil jeg revurdere det.
de findes jo i forskellige udgaver. og når man kommer til lægen bare en smule forberedt, og kan alle de fine ord, er det ingen grenser for hvad de skriver ud. desværre. for min viden om medicin gav mig nok til 2 døgn i koma. det første døgn hjemme. og det ville måske nok ha været mit sidste, om ikke nogle kloge venner brød sig ind i mit hus, og fandt mig.
nu får jeg nogen terapi, men klarer hverdagen selv. takket være verdens bedste mand 
men igennem alle mine år med psykiske lidelser, har det været dyrene som har været min bedste terapi. jeg var dengang næst formand i dyrenes beskyttelse i nordland amt, og havde maaaaange dyr boende i perioder. at dyr beroliger mennesket, er jo videnskabelig bevist. både puls og blodtryk sænkes. men lige så vigtig er følelsen af ansvar. at det er altså nogle levende væsener som er 110% afhengig af at man får rumpen ud af sengen, ellers sulter de ihjel. så følelr man jo at man betyder noget. og at man har en mening her på jord. selv om det "bare" er at fodre høns og skifte i kattebakken.
så til alle os tusinder der ude som slider: godt klaret!!!!

[Mikkel Schmidt]

Ja Dorte jeg må heller passe på 

[liski]

Det er rigtigt godt gået, Jan. Tak for fortællingen! 

[Stinne]

Sikke en masse skæbner, der hver dag skal forholde sig til vanskeligheder ved psykiske lidelser - og derudover er der alle dem der er pårørende til os.
Jeg synes det er rigtigt dejligt at I alle vil fortælle så åbent om jeres lidelser.

Jeg har i denne uge været så heldig/uheldig at diverse fagfolk har fundet ud af at min diagnose vist skal ændres fra svær og langvarig klinisk depression til bi-polar lidelse, hvilket ikke er noget man kan komme over, men som kan medicineres så man kan leve forholdsvis ok med det. Det vil dog vare resten af mit liv. Min søn er ligeledes noget disponeret for at få sygdommen og det føler jeg stor skyld over, selvom jeg ved med mit hoved at jeg ikke kan gøre for det. Det er en relativt stor opgave at vænne sig til tanken.
Jeg er (for noget tid siden) begyndt at skrive en bog om forløbet, tankerne, følelserne og omgivelserne i denne situation og håber snart at få kræfter til at komme videre med det. Det er en laaaang proces men jeg har ikke tænkt mig at "skride i svinget" foreløbigt så jeg når det vel en dag.

[Pjaltenborg]

Stinne ...super fint at nedskrive forløbet ..... så er det nemmere at forhode sig til..du får det bearbejdet  og det flyver ikk bare rundt på en udefinerbar måde oppe i hovedet.

Ja ja ..fra at tænke logisk (ang skyldfølelse) og så til at blive afklaret med en situation rent følelsesmæssigt der skal der lige ske lidt omrokeringer oppe i ens hoved. Men det lader sig gøre ..så held og lykke med det.

Knus Søs

[Stinne]

Tak, Søs.
Ja det er ikke nemt men skal nok gå. En ting er den gene det er for den ramte, en anden ting er ens pårørende. De skal bestemt også have støtte.

[Pjaltenborg]

Præcis..... men du skal huske at være egoist (på den gode måde) for det er det der giver overskud til at være noget for andre.
jeg går så ind for at uddeligere opgaver ..... så et velfungerende netværk er alt afgørende når man ikk selv magter at være der for andre på den måde man gerne vil. Ellers får man dårlig samvittighed og det forværrer ens egen tilstand.

For mit vedkommende var det jo "nemt" da det var ydre forhold der bestemte min skæbne..dem skulle jeg jo "bare" fri af. Det er noget helt anden når det er noget man ikke bare kan lægge fra sig. Men redskaberne til at håndtere situationen samt reaktionsmønstrene er meget lig hinanden.

Nøgleord er accept af ens situation ..uden nogle skydfølelser hverken over for sig selv eller andre.... og at nå til det punkt at man kan sige sådan er jeg ..... det er intet problem..... ja det giver udfordringer ..til gengæld har jeg en hel speciel viden og erfaring fordi jeg er som jeg er ....... accepten betyder også at går man periodevis ned med flaget så er det helt OK .....

[Storm-Olsen]

 

Øv.
Men uanset hvad, Stinne, så er du Stinne. Det er der ikke lavet om på. Du er stadig den samme, du skal "bare lige" opdage det igen.

Du har så måske givet en disposition videre for en grim psykisk sygdom. Jeg har, måske, givet min datter gener som disponerer hende for et syndrom, der giver øget maskulin hårvækst, ufrugtbarhed og højrisiko for hjertekarsygdomme. Det er øv.
Men det er livet.
Det gør dig ikke til et ondt, dumt menneske, at du har fået børn. Selv hvis det værste skulle ske; at din søn også har sygdommen, så er han så heldig, at han har en mor, som kan vise ham, at man godt kan være et dejligt menneske, selvom man er syg. Det er andre lidelser, der er meget værre at give videre - kronisk brokmulethed, ondskabsfuldhed...tavshed om grimme sygdomme.

Selvfølgelig betyder det bævl og tænders gnidsel for de pårørende nu og da. Men min far f.eks. var jo måske aldrig blevet det dejlige, rummelige og forstående menneske han er, hvis ikke han havde den sygdom han har. Det var jeg måske heller ikke. Det er ikke kun træls og tungt at være pårørende til en kronisk syg. Der er da dage, hvor jeg hader "Den grå mand" - men jeg hader aldrig min far. Han er ikke en belastning. Han er bare lidt anerledes nogle gange

Og ved du hvad? Din familie lever allerede med dig, og elsker dig som du er. Det bliver der ikke ændret på, fordi du skifter navn på en sygdom!

[marina]

stinne: synes det er pragtfult at du skriver en bog om din historie. både min psykolog, chef og sagsbehandler er på nakken af mig med det samme. ikke for at jeg nogen sinde vil udgive en sådan bog, men den terapeutiske fordel, er jo enorm. stå på, så klare du nok en dag at fuldføre værket. og måske er du da kommet såpas langt i healingsprosessen, at den bliver udgivet. synes du er dygtig!
med hensyn til at du måske har "givet" dit barn et gen som gør han disponobel. verden ville være et dårlig sted, om vi alle skulle tjekkes for arvelige sygdommer inden man får børn. jeg har givet mine en stor chanse for hjerte/kar-sygdomme, og vi joker lidt med det. det er absolut min skyld at de ikke må spise tandsmør. og vi ved alle tre, at det er det jo ikke. jeg plejer svare at det er susanne's skyld at jeg har meget mavehud, og niels's skyld at babserne snart røre knæerne. og som de andre her har sagt, du er jo et dejlig og fornuftig menneske, så det er jo garantert sønnen også. han har så en lille "fordel". han ved han er disponibel. han kender symptomerne fra dig, og kan derved få hurtigere hjelp.
ikke meget hjelp og trøst i det jeg skriver, ser jeg nu. men måske alligevel en lille bitte rationalisering af et "problem".

og så har jeg noget ganske så egoistisk og selvsenteret, som bare er nødt til at kom ud. ellers så eksploderer mit hoved. det er simpelthen så pragtfuldt at læs at andre også har problemer og psykiske lidelser. for uanset hvad jeg selv slider med, er det altid en eller anden detalje i jeres historier, hvor jeg tænker: "hold da op, det havde jeg ikke overlevet". jeres historier giver mig et lille spark i rumpen, og jeg føler mig ikke så unormal og sær mere. og jeg kan løfte hovedet bare lidt mere, og tving mig ind i brugsen helt alene.

[liski]

@ Stinne

Det med skyldfølelsen overfor min søn har jeg også kendt til - og han har faktisk arvet genet både fra sin far og mig.  Men det var jo ikke noget, vi vidste, da vi fik ham, så rigtig skyld kan der ikke være tale om.  Man kan kun være skyldig i noget, man har gjort med vilje og ondt i sinde.
Den forklaring var heller ikke god nok til mig    min skyldfølelse holdt, til jeg prøvede at tænke den anden vej.  Var det mine forældres skyld, at jeg fik de satans gener?  Nej, vel?  Jeg holder i hvert fald ikke min slægt i flere led ansvarlig for min kliniske, kroniske depression.  Det må jeg selv rode med.
Min familie i de fire led, jeg kender, har haft tendens til depression, flere har begået selvmord.  Det er virkelig noget lort; men det er den virkelighed, vi står midt i, og vi må få noget godt ud af det.  Heldigvis har både min søn og jeg fundet medicin, der holder os symptomfri og har gjort det i årevis. Jeg forsøgte for nogle år siden at skifte til SSRI medicin, fordi den har færre bivirkninger end min (imipramin, tricyklisk); men efter en månedstid på cipramil gik jeg ned med flaget med et brag, så jeg er tilbage på et af de ældste midler mod depression og har det godt.  Det bruges vist ikke ret meget mere.
Jeg er evigt taknemmelig for at være født i en tidsalder, hvor virksom medicin er udviklet.  De tidligere generationer har måttet kæmpe.  Jeg havde ikke kunnet overleve, hvis medicinen ikke var der.  Jeg har haft 8 behandlede depressioner på 6 år, inden jeg begyndte at tage medicinen hver dag.  Jeg kan ikke beskrive, hvor slemt, det var.  Mit højeste ønske var at slippe af med mig selv for at undgå en 24-timers angst, der låste mig fast også fysisk.  Men selvmord er ikke en udvej, jeg kan benytte mig af.  Min søns far gjorde det, og min søn skal ikke have to forældre der gav op.  Han skal vide, at depression kan overvindes.

[Mikkel Schmidt]

Puha.. Det er tung, hård og barsk kost at læse det her! Vi har desværre også arvelige sygdomme i vores familie, men det er kun en sygdom som kommer hos kvinderne. Jeg og min fætter bære alligevel også denne sygdom videre, så det stopper ikke engang hvis der kun er en generation med drenge, men det er hvad det er. Sygdommen kan helbredes fuldstændig og er blevet det ved flere.

Det er virkelig virkelig hårdt at læse om alle de ting de forskellige tumler med, men det er tilgenglæd også lærerigt.

Held og lykke til jer alle og et kram også