Kære hønsevenner
Det er mig som har skrevet artiklen i det grønne blad. Da alle ikke får bladet vil jeg hermed lægge det ind. Jeg har fået rigtig mange positive tilkendegivelser om mit læserbrev. Lad os håbe på at debatten kan føre til at der fra foreningens side ses på problemet.
Tak for en god debat.
Venlig hilsen
Bjarne Pyndt
Læserbrev bragt i "Racefjerkræ" januar 2009:
Lad dommerne på landsudstillingen blive udskiftet løbende.
Så blev samme opdrætter igen danmarksmester. Han udstillede Fodbefjerede dværge, guld sort porcelænsfarvede – en race jeg selv har opdrættet i mange år, med rimelige gode resultater lokalt. Således har jeg opnået, at have en høne på forsiden af dette blad. Jeg mener derfor, jeg kender de fejl denne race har.
På Sjælland lægger dommerne vægt på: Sorte haler på haner. Perfekt kam uden sløjfe. Hvid ”trappetegning” på vinger. Alle tæer skal have negle.
Stor er min forundring derfor, når man i æresgården ser en hane på 97, som har ”hammer” i halefjer, dvs. der var en svag brun randtegning. Sådanne dyr bør ikke have 97, men trækkes for nævnte fejl. Der var ligeledes en høne med 97, som havde en løs forkam. Den manglede også helt hvidt i spidsen i de 2-3 nederste ”trapper”. Disse dyr bør heller ikke have 97. Danmarksmesteren havde 9 dyr ud af 12 fik 95 eller derover. En helt fantastisk bedømmelse, når 75 % får topkarakter.
Udefra kan man ikke se om de mangler negle, men tidligere har man på landsudstillingen ikke trukket for manglende negle. Da jeg tidligere var medlem af specialklubben rejste jeg spørgsmålet, og fik den besked, at ”det mangler de jo alle sammen”. Nej de gør ej – man skal avle det væk, og ikke udstille den slags dyr. På Sjælland bliver man straffet herfor. Her følger man nemlig Standarden.
Det er den samme dommer, der år for år dømmer. Det kan give anledning til mistanke om kammerateri. Det er ikke sundt for vor hobby. Forsøg på at få andre dommere til at se på dyrene, ønsker specialklubbens bestyrelse ikke. De vil have den samme dommer. Resultatet er, at det er en ensidig bedømmelse, der udføres. Jeg meldte mig derfor ud af specialklubben.
En løsning kunne være, at lade udenlandske specialdommere dømme dyrene en gang hvert 2-3 år, så fik man en bedømmelse, der ikke var præget af, at man måske kender hinanden. Der blev da også i krogene snakket om bedømmelsen af denne race på landsudstillingen.
Resultatet af ensidige bedømmelse bliver, at man holder sine dyr væk fra landsudstillingen. Jeg gider ikke bruge mange penge og tid på at få at vide, at ens dyr er helt ved siden af. Jeg vil fremover holde mig til de lokale udstillinger, hvor det godt nok ikke er specialdommere, der dømmer, men hvor der efter min opfattelse dømmes hårdt og retfærdigt.
Det var da generelt flotte dyr danmarksmesteren udstillede. Andre år har der også stået dyr med top point og med fejl. Også bedømmelsen i år var for høj med de fejl og mangler, jeg ovenfor nævner. Jeg vil opfordre hovedforeningen til at drøfte, om man ikke skal have en løbende udskiftning af dommerne, og ikke suverænt overlade det specialklubbernes bestyrelse.
Venlig hilsen
Bjarne Pyndt
Hvidovre