Man skrev det Herrens år 2012. Det var vinter, kold, klam og regnfuld – dette triste vejr til trods valgte 2 nydelige sorte australorpedamer at punktere i redekasserne hos Bonden og hans frue. Det var yderst upraktisk, da redekasserne dermed blev besat og disse BZ-høns holdt hårdt på deres ret. Fruen var bekymret, for hun mente nu at vide at redekasser var til at lægge æg i… altså at hønsene skulle lægge æg der.. men hvad nu? Heldigvis har Fruen en glimrende hukommelse; hun havde da et kaninbur, ja faktisk havde hun jo købt det til samme formål sidste år, til stor moro hos resten af familien… men et kaninbur var lige hvad der var brug for. Damerne blev installeret i hver deres bur og under dem kom der 6 æg og 8 æg…
Dagene gik, ugerne med… og så en dag med dejligt solskin, lå den ene dame og solede sig. Det var der i og for sig ikke noget at udsætte på, hvis det ikke lige var fordi hun solede sig i flere TIMER og det ikke foregik ovenpå æggene, som i sagens natur (de lå i skygge) blev kolde… Fruen var rådvild, hvad SKULLE hun dog gøre… resolut slog hun et iskoldt æg ud… der var kylling i… stor kylling… Fruen var grædefærdig… mon man kunne lægge de resterende 5 æg under den anden skruk, når nu kræet her hellere ville tage solbad!? Fruen listede æggene ind under den anden høne(dog havde hun forinden markeret de kolde æg med blyantsskrift til senere identifikation) Skrukken kom således til at ligge på 13 æg… 2 dage gik… og der lød en pippen under skrukken …. Fruen var ellevild… næææh der er kommet en kylling… Skrukken blev forsigtigt løftet op og kyllingen taget i nærmere øjensyn… den var nydelig… ganske nydelig!! Og så faldt Fruens øjne på det æg den var kommet af… jamen kunne det da være sandt? Var det muligt?? Jo, det var!! Det VAR et af æggene med blyantstreg! Hvor forunderligt at der kom kylling ud af et iskoldt æg – men miraklet fortsatte, der kom ikke en ej heller to eller tre … nej der kom 5 fine små sorte kyllinger ud af æggene – dvs. 100% befrugtning. Spændingen steg, Fruen var ganske klar over at det var et problem at de resterende æg ikke var klækkede … endnu, ville skrukken gå af reden og dermed lade de 8 æg gå til grunde? Promte meldte en nydelig rød dame sig i skrukhønsenes rækker, ja faktisk havde hun i nogle dage okkuperet den ene redekasse… nu blev hun installeret i bur 2 m. egen vandforsyning og privat spiseplads og 8 æg fra den sorte skruk… Røde mor, som skrukken hurtigt blev kaldt, viste sig at være et fantastisk naturtalent, af 8 æg kom der 6 kyllinger – at der ikke kom flere skyldes at Fruen det skævbenede væsen , ikke kunne holde nallerne for sig selv og dermed uforvarende kom til at forstyrre rugningen, thi også i de sidste 2 æg var der kyllinger summa summarum 100% befrugtning igen… Kong Hans bar sit navn med rette.