I juli gik ferie til øen Rab i Kroatien. Øen er vel på størrelse med Langeland, men ikke brofast.
Vi boede privat i en lejlighed i en villa som sidste hus på en lukket vej. Herfra fortsatte vejen som sti, hvor den gik over til noget, der var tæt på at være en ruin. Et gammelt forfaldent landhus som var forladt af mennesker, men hvor får og høns havde indtaget stuerne. Det viste sig, at en gammel kone ejede huset. Hun var flyttet lidt længere ned af vejen, men havde beholdt det gamle hus og jorden. Jeg hørte jo hanegal og spurgte min værtinde, om jeg kunne få lov til at besigtige disse Rab-høns. Hun havde aldrig selv været de 200 meter ude i vildnisset hen til gården og turde ikke spørge, men tog mig alligevel med, hvis vi skyndte os. Jeg ved ikke, hvad hun var så bange for. Jeg kunne ikke selv spørge den gamle kone om lov, da hun mest var til kaudervælsk eller hvad det nu hedder. Så vi sneg os hen til gården, hvor nogle høns gik ude i det fri og havde det herligt, mens andre levede i små bure. Hønsene er uden tvivl en uberørt stamme gennem mange år, da mange ting pegede i retning af, at de gamle blev på øen og ikke hentede nye høns hver 2. dag på fastlandet. Jeg har vedhæftet et par billeder. Om I får noget ud af dem ved jeg ikke. Hanen jeg har fotograferet er legbarfarvet med dobbeltkam, og der var en rød hane og ellers høns i alle mulige farver. Virker ikke særligt racerent med mindre det er en helt speciel og, for os,ukendt Rab høne, der netop skal være mangefarvet. Døm selv.
Det er for øvrigt en sjov måde at undersøge de lokale kulturer ved at gå på hønsejagt med kameraet.
